756
R. R. HAMMER
VII
Konebaad; Hvalen bliver, medens den sover, stukket i Hjerte-Re-
gionen med tre Lænsere paa een Gang. Disse Lænsere er af ca. 2 Alens
(1,2 Meter) Længde og sidder paa et ca. 8 Alen (5 Meter) langt Skaft.
Hvalen forfølges derefter af Baadene, til den er død. Saa først sættes
Harpunen fast, og Hvalen bugseres til Land.
Foruden disse store Hvaler fanger Grønlænderne flere mindre,
blandt hvilke Hvidfisken og Narhvalen er de vigtigste. Fang-
sten foregaar fra Kajak med Harpun eller Riffel. De forekom-
mer ret talrigt, men de
i
245. Paa en Hvalstation. Hvalen ligger klar til Flænsning.
er vanskelige at komme
til. Om Vinteren, naar
Havet pludselig lægger
til i stor Omkres, sam-
les hyppigt store Flokke
af disse Dyr i Vaagerne,
og naar Isen bliver fa-
stere, søger de i deres
Nød at holde Huller aab-
ne i den for derigennem
at kunne drage Aande.
Saa snart Grønlænderne
opdager en saadan Stime af Hvaler, styrter alle de nærmeste Plad-
sers Beboere til med deres Hundeslæder og skyder dem, under-
tiden til det sidste Individ. En saadan Stime af Hvaler, der kæm-
per for ikke at blive kvalt under Isen, kaldes af de danske i
Grønland »en Søvs«, en Fordrejelse af det grønlandske Navn »savssat«.
I Nordgrønland er en saadan Søvs ikke ualmindelig, men Vanske-
ligheden bestaar i at opdage den paa den umaadelige, vidtstrakte
Isoverflade. Naar den opdages og udnyttes, er den i økonomisk Hen-
seende det samme som en uhyre Lotterigevinst for de omliggende
Bopladser, idet de indfødte derved ikke alene indvinder Spæk og Kød,
eventuelt Narhvalstand, men tillige Skindet af disse Dyr, den saakaldte
»Mattak«, der er en overordentlig velsmagende Spise ikke alene for
de indfødte, men ogsaa for Europæere.
Hvalfangsten under Island har ikke spillet saa stor en Rolle, som man