Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Træarterne. 211 granens; Veddet er temmelig tungt, lyst, men i den celdre Alder faar det en rodbrun, varig Kerne. Bjcergfyrren er meget nojsom og haardfor, saa at den kan vokse selv paa magert, tørt Sand og paa mager, vaad Mose; den staar sig godt mod Vinden, men jo mere kroget den er, og jo tættere den Plantes, desto mere ville dog dens Skud pifle Nabo- trceerne og hverandre indbyrdes. Den giver og taaler mere Skygge end andre Fyrrearter, men mindre end Granerne; den vokser rast i Ungdommen, men bliver sjældent over 40—50 Fod hoj; for ovrigt er Arten meget rig paa Former (Racer) med forflelligt Ud- seende og Storrelse. Naar den angribes af Rodfordærveren, gaar den hurtigt til Grunde. Til Gavntræ egner Bjergfyrren sig rimeligvis kun, naar dens Stamme kan blive nogen- lunde stor, knastefri og ret, men den vil da kunne give gode Stager, Lægter, Hegnspæle, Smaatommer og lignende; Brcendkraften er betydelig storre end Rodgranens, men Brændet er vistnok vansteligt at klove, især naar'det er tort. Skovfyr (Finns Silvestris) ligner Bjærgfyr, men Naalene ere blaagronne, lyse; Koglerne lysere og spidsere; Stammen ofte mere rank; Barken forst filtet, siden ru, lysegraa og senere rodbrun; Veddet omtrent som Bjcrrgfyrrens, men i Regelen noget lettere og mere bredringet. Skovfyrren giver og taaler meget lidt Skygge (er et udpræget „Lystræ"), vokser rast i Ungdommen og bliver 80—100 Fod hoj; den er meget nojsom og haardfor, men Naalene angribes oste af Fyrrens Sprækkesvamp (Lophoclermium pinastri), som da gerne dræber en Mængde af de unge Træer. Paa lignende Maade, men i hojere Grad, har Svamp eller Vinterkulde odelagt nogle Fyrrearter, som man en Tid har dyrket meget her i Landet yaa Grund af deres Noj- somhed, Haardforhed eller raske Vækst, nemlig Dsterrigsk Fyr (P. laricio var. austriaca), Korsikansk Fyr (P. laricio var. corsicana) og Strandfyr (P. maritima). Ogsaa Weymouthsfyrren (P. Strobus), med de lange, blode, hvidstribede, blaagronne Naale siddende 5 og 5 sammen, har lidt meget ved Angreb af en Svamp (Cronartium Ribicola), som sidder paa Stammen, medens en lignende Træart, Cembrafyrren (P. Cembra), med spiselige Fro, er meget haardfor. Ingen af disse 5 Fyrrearter har stor Betydning for vort Skovbrug; Weymouthsfyrrens Ved er meget blodt og betales ofte godt. Lærk (Larix europæa) (F.) skelnes let fra Gran og Fyr ved sine lyse, blode Naale, der sidde i store Bundter paa Dvcerggrene eller spredte paa de unge Skud, men falde af det forste Efteraar; Koglerne ere smaa med temmelig store, graalige, tyk- skallede Fro; Stammen er oste rank, men ogsaa ofte kroget, især forneden; den bliver indtil 80—100 Fod hoj; Barken er forst glat, siden ru, st cellet, graa, indvendig rod; Veddet danner tidlig en mini, rodbrun Kerne, som er tungere og langt mere varig over- for Raad end Skovfyrrens. Lærken vokser rast i Ungdommen, men den trives ikke paa mager Sandjord og taaler ikke Vinden godt; Stygge kan den aldeles ikke taale. Stamme og Grene angribes, især hvor der er fugtig, stillestaaende Luft, ofte af en Kræftsvamp (Peziza Willkomm!), der jævnlig dræber de unge Planter eller Skud og i hvert Fald efterlader slemme Saar, som gør Træet vanskabt. Mindre regelmæssigt formede end Fyr, Gran og Lærk er Taks (Taxus baccata) og Tsuga med flade, mørkegrønne Naale, Cypres (Cupressus), Thuja o. fl. med skæl- agtige Blade. Disse Træarter anvendes en Del i Parker og Lystskove, men ligesom Tidselgranen (Picea sitkaensis), Nordmansgranen (Abies Nordmanniana) og Douglasgranen (Pseudotsuga Douglasii) kun forsøgsvis og sjældent i andre Skove. Lovtræerne have brede, i Regelen blsde Blade, der kun leve fra Foraar til Efteraar; hos os falder Lovspringet for de fleste Arters Vedkommende omkring Midten af Maj, dog springer Hæg og Rsn tidligere, Eg og Asi senere ud. Lovet falder i sidste Halvdel af Oktober; enkelte Arter: Afl, Ron, 14*