Landmandsbogen III
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Rsplkel Vildtvoksende Nyktexlanker. A. Indsamling og Benyttelse af spiselige Svampe. Bed Læge C. Mundt. svampene i Skov og Mark lades her til Lands upaaagtede af de fleste Mennesker, uagtet mange af dem afgive et nærende og velsmagende Fødemiddel. Bi skulle i det fol- gende henlede Opmærksomheden paa nogle af vore bedre og almindeligere spiselige Svampearter samt give nogle Raad med Hensyn til deres Tilberedning og Opbevaring. Svampene ere meget nærende, idet de indeholde mere Æggehvidestof end de fleste andre Næringsmidler af Planteriget, og tillige meget velsmagende, saa at mange af dem især i Udlandet anses for en stor Delikatesse (s. Eks. Troflen). — For den fattige Land- befolkning kunde det blive en stor Fordel, om den kunde overvinde sin urimelige Modvilje mod Svampene og ligesom Almuen i andre Lande leere at benytte dem som Fødemiddel. Ogsaa som Handelsvare vilde Svampene kunne faa Betydning for den fattige Landbefolk- ning, dog under Forudsætning af at den mere velhavende Klasse lærte at benytte dem. Frygten for Svampene skyldes jo væsentlig den Omstændighed, at Nydelsen af dem as og til giver Anledning til Forgiftninger. Dette er ganske vist en alvorlig Ind- vending imod dem, men den vil ved nærmere Betragtning vise sig ikke at være saa slem endda. — Forgiftningerne skyldes naturligvis i de allerfleste Tilfælde Nydelsen as giftige Svampearter og ere altsaa Folge af Uforsigtighed eller Mangel paa tilstrækkeligt Kend- skab. Men paa den anden Side forekommer der ogsaa af og til Forgiftninger ved Svampe, som ellers anses for ustadelige. Disse sidstnævnte Forgiftninger ere dog meget sjældne, sikkert lige saa sjældne som Forgiftninger med andre Fødemidler („Polsegift", „Ostegift" etc.), og kunne sikkert undgaas ved visse Forsigtighedsregler, hvorom nærmere nedenfor. Med Hensyn til Faren ved giftige Svampe maa det bestemt indprentes, at der ikke gives noget almindeligt Kendetegn, hvorved man kan afgøre, om en Svamp er spiselig. Man maa vide, hvad det er for en Art, man har for sig, og man maa vcere sikker i sin Sag, forend man nyder den eller lader andre nyde den, ellers kan det gaa galt. Man bor derfor, især i Begyndelsen, vogte sig for alle Arter, der ikke ere let kende- lige. Det er i saa Henseende tilraadeligt foreløbig kun at benytte de her bestredne spise- lige Arter, som alle ere let kendelige og for største Delen ret almindelige. — For at 15*