Matematikkens Historie II

Historisk og biografisk Overblik. 89 Indsigt. Denne har han lagt for Dagen i en Korrespon- dance med Filosofen Locke og i flere Skrifter, deriblandt — som Stifel og Neper — om Daniel’s Profeti og Johannes’ Aabenbaring. Ogsaa Kronologien viede han megen Interesse. I 1696 blev han ansat ved Mønten i London og blev i 1699 Møntmester. I denne Stilling gjorde han sig fortjent ved at faa indført Mønt med den fulde paa- lydende Værdi. Dette Hverv lagde iøvrigt meget Beslag paa hans Tid. Mere vil dog den opblussende Strid om Forretten til den nye Infinitesimal regning mellem hans og Leibniz’ Tilhængere, i hvilken de to store Mænd begge baade indirekte og direkte toge Del, have taget paa den overfor saadanne Stridigheder saa ømtaalige Newton. I denne Strid har sikkert ogsaa Newton fejlet meget, navnlig ved den Andel, han har haft i, hvad andre skrev mod Leibniz. Selv vedblev han dog endnu i 2. Udgave af Principia at anerkende, at Leibniz i 1777 var i Besiddelse af en Infinitesimalmethode, som lignede hans egen, uden at berøre de Impulser hertil, som kunde skyldes Meddelelser fra og om ham selv. Efterat senere den Beskyldning var fremkommen, at om- vendt Newton skulde skylde sin Methode til Leibniz’ Meddelelser, udelod han derimod i tredie Udgave enhver Omtale af Leibniz og nøjedes med at henvise til sin egen ældre Besiddelse af de Methoder, som han anvendte. Udenfor saadanne Kampe, hvor et Anlæg til Mistænk- somhed gjorde sig for meget gjældende, var Newton iøvrigt ingenlunde hovmodig. Han skjønnede hjertelig paa de For- gængere, paa hvis Skuldre han stod, og regnede det, han selv havde fundet, lige med de Konkylier et Barn finder ved Siden af det store Hav, det, som det skulde være Fremtidens Sag at udforske. Han var en generøs Mand i Pengesager. Vidne om fortsat mathematisk Arbejde er