Matematikkens Historie II

Historisk og biografisk Overblik. 95 studeret nøjere i 1675, efterat han selv var kommen saa vidt som her angivet. Optagen som han var af selv at bearbejde sin egen Tanke, har han vistnok — som det saa let gaar en Mathematiker under hans bedste per- sonlige Arbejde — ventet med at raadspørge andre, til han selv havde naaet en vis Afslutning. Hertil er intet at sige; men man kan nok bebrejde ham, at han, da han endelig studerede Barrow, ikke fuldstændig vur- derede denne efter Fortjeneste. Det fremgaar endog af den Maade, hvorpaa han i Brevene til Newton, Bar- row’s Ven, fremhæver sin egen Behandling af de om- vendte Tangentopgaver, at han end ikke selv var bleven opmærksom paa, at Barrow fuldt ud besad og anvendte den samme Methode. Leibniz’ Undskyldning herfor ligger i, at han var optagen af sin egen Synsmaade og i For- bindelse hermed af en klar Bevidsthed om, at den vilde føre ham langt videre end til det, som han — og Bar- row — alt havde naaet. Og heri havde Leibniz Ret. I en vis Henseende var han endog allerede kommen et Skridt videre, idet han paa denne Tid i Paris med Tschirnhaus forhandlede om en Methode til at finde Kurver, der kunde kvadreres, og det i en senere Stridighed mellem de to Mænd er kommet frem, at Leibniz netop ved den Operation, der snart fik Navnet, Differentiation dannede Ligningerne for disse Kurver, altsaa havde Blik for, at Differentiationen er den simple Operation, hvorpaa omvendt Kvadratur eller Integration skulde bygges; men vi vide, at Newton alt 10 Aar tidligere havde besiddet denne Indsigt, som ogsaa gjøres gjældende i hans hos Collins deponerede Værk. Det for Leibniz ejendommelige, det, som ogsaa fuld- kommen stemte med hans almindelige videnskabelige Bestræbelser, var imidlertid, at han bruger et særeget Tegnsprog og dertil knytter bestemte Regler, ej blot for