Matematikkens Historie II

Historisk og biografisk Overblik. 103 henlevede de sidste to Aar temmelig forladt og tillige legemlig lidende i Hannover. De mærkelige Sider ved Leibniz’ Personlighed og hans store Betydning i mange Retninger, særlig som Filosof, kunne vi her kun berøre, forsaavidt de staa i Forbindelse med de Egenskaber, han lagde for Dagen, og det Arbejde, han udførte, som Mathematiker. At han virkelig kunde rage saa højt op i saa mange forskjellige Retninger, beroede paa hans Aands store Smidighed, der tillod ham at hente sine Tanker fra de forskjelligste Ornraader og dog bringe dem i nøje Forbindelse ind- byrdes, og dels paa den spekulative Dybsindighed dels paa den sejge Udholden, hvormed han under utrætteligt Arbejde bragte disse Tanker til fuld Udvikling. Hans sjældne Hukommelse kom ham herved ogsaa til Gode. Den her omtalte Smidighed, som hans diploma- tiske Hverv tidlig gav ham Anledning til at erhverve, og hans nære Forhold til de Store i Samfundet til videre at udvikle, kunde vel undertiden optræde som et mindre heldigt Træk i hans Karakter; men paa det intellektuelle Omraade blev den af allerstørste Betydning. Først var den af receptiv Natur. Leibniz siger selv, at han har truffet faa Mennesker og faa Bøger, hvoraf han ikke har forstaaet at drage Nytte. Dernæst var han i Stand til at forarbejde alt det saaledes optagne og passe det saaledes ind i sin egen Tankegang, at det blev en Del af denne og derved hans virkelige Eje. Endelig kunde han give de saaledes udviklede Tanker en Skik- kelse, hvori de kunde blive forstaaede og bære Frugt. Disse Egenskaber træde frem i hans ireniske Be- stræbelser paa det kirkelige Omraade og i hans Forligen af saadanne forskjellige Verdensanskuelser, som den «teleologiske», hvor alt forklares ved dets Formaal, ved det, hvortil det tjener, og den moderne mekaniske.