Matematikkens Historie II

 Historisk og biografisk Overblik. 105 uforandret, og fandt dette bekræftet ved haarde Legemers Sammenstød, maatte Leibniz lære noget andet ved at * se paa Huygens’ mathernatiske Undersøgelser over ela- stiske Legemers Stød og Centrifugalkraften. Huygens, som tildels Galilei, benytter, at Summen af Masserne Gange de Faldhøjder, der vilde fremkalde deres Hastighed, alt- saa det, vi nu kalde Energien, eller Summen af Mas- serne Gange Hastighedernes Kvadrater, som Leibniz kaldte den levende Kraft, bliver uforandret. Leibniz kommer i rent mekanisk Henseende ikke ud over, hvad Huygens med ligesaa fuld Klarhed benyttede; men det for ham ejendommelige er, at han vil have Sætningen udstrakt til alle Omraader. Hvor dens Rigtighed da ikke umiddelbart kan eftervises mekanisk, som ved uelastiske Legemers Sammenstød, føler han sig over- bevist om, at den tilsyneladende tabte levende Kraft maa vedblive at existere ved Molekylernes Svingninger. Grunden til denne Overbevisning er dog teleologisk, Tro paa Verdens formaalstjenüge Indretning. Men selve hans dristige Paastand er den samme som, og rækker lige saa vidt som den Sætning om Energiens Vedlige- holdelse, som Nutiden virkelig har kunnet godtgjøre ved Eftervisning af Energiens Omdannelse fra en Form til en anden, Bevægelse, Varme osv. Ja hos Leibniz gaar den endog videre endnu, idet han ved Analogi vil have den overført ogsaa paa aandelige Forhold. Vi have her et Exempel paa Leibniz’ Bestræbelse for at give det, som har vist sig nyttigt ved visse ma- thematiske Undersøgelser, en langt almindeligere og mere omfattende Betydning. Ja denne Almindeliggjørelse, Opstillingen af bestemte Regler for visse Operationer n. som i sig under et indbefatte dem, som Mathematiken hidtil enkeltvis havde anvendt til Løsning af tilsynela- dende forskjellige Opgaver, er det, hvorved Leibniz har