Matematikkens Historie II

108 Historisk og biografisk Overblik. føres Leibniz til sin Monadelære, Læren om Enkeltvæse- ner. Paa de Egenskaber, han tillægger disse Monader, kunne vi dog ikke her gaa ind. Vi skulle kun, for at forebygge en Misforstaaelse, hvortil der maaske har været nogen Fristelse, fremhæve, at hans Monader danne en Modsætning til Differentialer derved, at de have en bestemt afgrænset Individualitet, medens Differentialets Begrænsning er flydende indenfor det Kontinuum, hvoraf det tages. Noget andet er det, at paa den ene Side Differentialet, ved at faa en Betegnelse, i Regningen kommer til at optræde som en individuel Størrelse, og at Leibniz paa den anden Side søger oprettet en vis Kontinuitet mellem Monaderne ved den Antagelse, at de selv danne en saadan uendelig tæt paa hinanden føl- gende Række eller Skare, at man uden Spring kan gaa over fra den enes Egenskaber til den andens, dog uden at den ene derfor bliver absolut lig den anden. Som Mænd, der straks gjorde Brug af Leibniz’ In- finitesimalregning og derved fremmede dens Udvikling, der endvidere direkte bidroge til Udarbejdelsen af selve Methoden, og som endelig udbredte den og overleverede den til talrige Efterfølgere, have vi alt nævnt Brødrene Bernoulli. De bør nævnes sammen, ikke blot fordi den ældste, Jakob, som først fik fat paa disse Methoder, var den yngste Johan’s Lærer, men ogsaa fordi de paa en Maade endnu arbejdede sammen, da den heftigste Strid offentlig var udbrudt imellem dem, idet hver af dem fremfor alt lagde an paa at overgaa den anden i Behandlingen af de samme Emner. BERNOULLi’erne tilhørte en protestantisk Slægt, som under Alba’s Religionsforfølgelse i Nederlandene var kommen ti] Basel. Her var Faderen Raadsherre. Jakob B. (1654—1705) var først efter Faderens Ønske Theolog,