Matematikkens Historie II
Forfatter: H. G. Zeuthen
År: 1903
Forlag: Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 612
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Historisk og biografisk Overblik,
111
Striden mellem Brødrene er opstaaet i Tiden 1694
—95, før Johan drog til Gröningen, og havde, maaske
ved Siden af rent personlige Forhold, sin Aarsag i gjen-
sidig Misundelse og i den yngre Broders uvederhæftige
Fremdragen af egne Fortjenester paa den ældres Be-
kostning; men det var denne, Jakob B., der først bragte
den offentlig frem 1695 i en Afhandling i Acta Erucli-
torum, hvor han angriber Broderen meget heftig og
haaner hans Arbejder. I 1696 stillede Johan Opgaven
om den brachystochrone Kurve, den, paa hvilken en
tung Partikel falder hurtigst fra et Punkt til et andet.
Denne Opgave, sotn ogsaa interesserede Leibniz, og som
vi have nævnt i Forbindelse med hans Strid med New-
ton (S. 101), løste Jakob i 1697 og knyttede dertil med
ny Haan mod Broderen en langt almindeligere Opgave
angaaende det saakaldte isoperimetriske Problem. Sine
Forsøg paa Løsning af denne Opgave forbandt Johan
med Skjældsord og Usandheder; Jakob kriticerer efter-
haanden disse ikke aldeles lykkede Forsøg og fremsætter
dernæst i 1701 den fuldstændige Løsning i en Afhand-
ling, som baade er boldt i en roligere Form og ved sit
Indhold er det første Skridt til den senere Variations-
regning. Johan Bernoulli erkjendte først de begaaede
Fejl længe efter Broderens Død. Sin Skinsyge mod
andres videnskabelige Fortjenester fandt han ogsaa
Lejlighed til at lægge for Dagen overfor en af sine Sønner.
Ved deres udgivne Arbejder, ved den Undervisning,
som de gav paa forskjellige Steder, navnlig i deres
Hjemstavn, deriblandt til nogle af dem i og udenfor
deres egen Familie, som skulde repræsentere Mathema-
tiken i det næste Slægtled, havde Brødrene Bernoulli
sikret Leibniz’ Differential- og Integralregnings Stilling
som Hovedorganet for infinitesimale Undersøgelser, det
Organ, hvortil var knyttet de mest udviklede mekaniske