130 Den endelige Analyse.
147/ = (3 4 666,
som giver t — 6, hvorefter
(x2 -f- 4-r — 6)2 — 4 x2 4- 20 x + 25 = (2x -4- ö)2.
2. Det algebraiske Tegnsprog*.
Ferro’s, Tartaglia’s og Ferrari’s Løsninger af
Ligningerne af tredie og fjerde Grad betegnede saa
iøjnefaldende Fremskridt fra hele den overleverede Mathe-
matik, at de i høj Grad maatte opflamme den mathe-
matiske Virksomhed, der iøvrigt, som omtalt i Indled-
ningen, drog Næring fra mange Sider. Særlig maatte
de give den alt forud fremtrædende algebraiske Retning
ny Flugt. Idet disse Opdagelser umiddelbart knyttede
sig til bestemte Former for Ligninger af tredie og fjerde
Grad, gjaldt det først om at udarbejde almindelige Regler
for at føre de andre tilbage til disse Former, og i det
hele at gjøre de vundne Resultater saa frugtbringende
som muligt og forsyne dem med Exempelsamlinger.
Dette er navnlig gjort i Cardano’s og Bombelli’s Ar-
bejder, som tillige have haft den Betydning hurtig at
bringe de nævnte Theorier ud i Verden. I Tyskland
var saaledes Stifel snart med paa dette Omraade.
SI Frankrig, hvor Vieta først navnlig havde viet Tri-
gonometrien sine store mathematiske Evner, bidroge de
sikkert til at føre ham over i en mere algebraisk Ret-
ning. Paa disse kunde han da ogsaa overføre vigtige
Resultater af sine trigonometriske Arbejder, saaledes som
vi alt have berørt og ville komme nærmere ind paa i
4de Afsnit. Italienernes og Vieta’s Arbejder bidroge
dernæst til at fremlokke Undersøgelser som dem, der
skyldes Simon Stevin, Girard og Harriot, og de havde
ikke faa Berøringspunkter med Arbejder af Jobst Bürgt,
Kepler o. fl.
L