132
Den endelige Analyse.
denne mister sin umiddelbare Anskuelighed, naar man
gaar ud over anden Grad, og kommer man ud over
tredie Grad, indskrænker den sig til Brug af hyper-
geometriske Benævnelser, som Quadratoquadrat (eller
lignende) for 4-de Potens o. s. v. —
De nærmest liggende Udviklinger af de svage Be-
gyndelser til et Tegnsprog maatte foruden den snart
overalt almindelige Brug af + og —, som have den
Fordel at træde tydelig frem imellem det almindelige
Skriftsprog, være nye Afkortninger i Skrivemaaden af
de efterhaanclen vidtløftigere numeriske Ligninger, som
man behandlede. Dette opnaaede Bombelli ved at be-
tegne de forskjellige Potenser af den ubekjendte ved
1, 2, 3 , Stevin, der blot ændrer Bombelli’s Tegn,
som han kjender, ved at skrive dem (1), (2), (3) ,
Bürgt næsten paa samme Maade som tidligere den ham
sikkert ganske ubekjendte Chuquet, nemlig ved at skrive
Exponenterne til Potenserne af den ubekjendte som Expo-
nenter med Romertal til den tilhørende Koefficient;
71— 14m _j_ 7V — 1 vii betyder 7x— 14æ3 + 1 x^ — x7.
Disse bestemte Angivelser af Exponenten vare tydeligere
end de tidligere benyttede Begyndelsesbogstaver som n
for numerus o: for Enere, q for quadratuin o. desl.
Den med alle disse Betegnelser forbundne Ulempe, at
den kun forudsætter én ubekjendt, afhjælper Stevin
ved at sætte see eller ter foran Tegnet for Potensen,
naar denne skal tages af den «anden» eller «tredie» ube-
kjendte. «Gange» betegner han ved M og «divideret med»
ved L). At
6/r3
V
skriver han derfor saaledes:
Divideres 6 (3) D Sfc(l) med 2 (1) M ter(2)
faas 3 (2) D sec(l) I) ter (2).
o 2 3 x2
2xz2 = —