Matematikkens Historie II

172 Den endelige Analyse. hans nærmeste Forgængere satte Radius = 600 000. Ved ikke at sætte Radius = 1 men 107 vandt Regio- montanus tillige i de fleste Tilfælde de samme Fordele som ved Brug af Decimalbrøker, idet disse da lige- frem gaa over til hele Tal. Derved var imidlertid An- visningen givet paa at gaa videre ved i det mindste i Øjeblikket at tænke sig en højere Potens af 10 som Enhed, hvorved Brøken overfor de hele optræder som Decimalbrøk. Mellem de hele og Decimalerne kunde der da skjælnes ved forskjelh’ge Tegn. Forslag i den Retning ere allerede i Begyndelsen af 16de Aarhundrede fremkomne fra den tyske Cossist (Algebrist) og Kegne- bogsforfatter Rudolff, og paa denne Maade indfører Vieta virkelige Decimaler i sine Regninger. Han angiver saaledes det Tal, vi nu kalde n, ved at sige, at Halv- delen af en Cirkelperiferi med Radius 100 000 er 314 159^-5—5A og fremhæver udtrykkelig Fordelene ved en saadan Ordning, hvor man, eftersom man gaar til den ene eller anden Side, møder Tiende-, Hundrede- og Tusindedele eller Tiere, Hundreder og Tusinder. Vieta brugte iøvrigt andensteds en lodret Streg, til at skille mellem hele og Decimaler, eller nøjedes med at trykke dem med mindre Typer. Blandt de forskjellige, der, som det synes, selv- stændig ere komne paa samme Tanke, maa fremfor alle nævnes Stevin, som i Brugen af Decimalbrøker ikke blot saa et nyttigt Hjælpemiddel for lærde Regnemestre, men i sit alt nævnte lille Skrift La Disme med Iver agiterer for Indførelse af Tideüng i Mynt, Maal og Vægt, hvad der jo i de simpleste praktiske Regninger er ensgjældende med Indførelse af Decimalbrøk. I sin Regning med egent- lige Decimalbrøker betegner han som alt angivet Enere, Tiendedele, Hundrededele ved (0). (1), (2) . . hvilke Tegn ved Udførelsen af Regninger sættes oven over de