Matematikkens Historie II

252 Den endelige Analyse. ved en af hans Konstruktioner, at de Korder i Ellipsen, som forbinde Endepunkterne af to Korder gjennem Polen, skjære hverandre paa Polaren. Kun har Ubaldo ikke for Øje at drage almindelige geometriske Slutninger af sine Konstruktioner. Han fremdrager saaledes ikke, at her foreligger Egenskaber, der tilhøre ethvert Punkt af et Keglesnits Plan og en dermed forbunden ret Linie. Mindre Betydning har det for os her, at Ubaldo ogsaa afbildede en paa Grundplanen staaende Ruinfigur, idet han fik Højdemaalestokken for de forskjellige Planer parallele med Billedplanen ved Hjælp af Retningspunk- terne for parallele, vandrette Linier, og at han kon- struerede Perspektivet paa ■ forskjellige krumme Flader. Heller ikke skulle vi undersøge, i hvilke Henseender Desargues i sin Perspektivlære (1636) gaar ud over, hvad man allerede finder hos Guido Ubaldo. At han dog ogsaa paa dette mere praktiske Omraade gjorde noget nyt gjældende, viser sig blandt andet ved den i Indled- ningen omtalte Modstand, han fremkaldte (S. 49). 1 et Tillæg peger han hen paa de almindelige Principer, som anvendes i Perspektivlæren, og paa de Hjælpekilder, de yde for videregaaende Undersøgelser. I samme Tillæg nævner han ogsaa den senere i hans Keglesnitslære behandlede og for selve Perspektivlæren vigtige Opgave at konstruere de Linier, der i Afbildningen fremstille Axerne i et afbildet Keglesnit. De i Tillæget givne Løfter opfyldtes i hans Skrift om Keglesnittene (1639), om hvilket dog maa erindres, at det af Forfatteren kun betragtes som et Udkast (Brouillon project). Derfor bør man langt mere se paa den overvældende Rigdom, han bringer af den Gang fuldstændig nye Betragtningsmaader og nye Sætninger, end paa Mangelen paa Sammenarbejden af dets enkelte Dele og Sætninger. Man finder ved Siden af en mere