Matematikkens Historie II

10. Geometri; Anvendelse af Centralprojektion. 265 for saa vidt han ikke blot bestemte et Keglesnit ved 5 givne Punkter, men ogsaa ved 5 givne Tangenter, og som det heraf og af en Skrivelse til Mathematiker- foreningen i Paris synes at fremgaa, ved i alt 5 givne Punkter og Tangenter. Vide vi end ikke, hvorledes Pascal i det enkelte har gjennemført sine Planer, gjør det Bekjendtskab, vi alt have gjort med Desargues’ Betragtningsmaader det dog let forstaaeligt, at han ved i sine almindelige Sætninger at lade Punkter eller Linier falde sammen eller fjerne sig i det uendelige o. s. v. har kunnet naa alt det, som han siges at have naaet. I den S. 46 og 52 omtalte Mathematikerforenings ugentlige Møder, hvortil Pascal allerede som Dreng havde faaet Adgang sammen med sin Fader, har han vistnok haft Lejlighed til at træffe Desargues, som ogsaa kom der. Det kan saaledes være denne selv, der fra først af har lært Pascal de Synsmaader, der give Nøglen til den rette Forstaaelse af hans skrevne Arbejde. Uden en personlig Paavisning har det ikke været ganske let at faa fat paa Kernen i disse. Desargues’ helt nye og geniale Hovedtanker, som vi navnlig have fremdraget af, hvad han siger om Poler og Polarer og disses Sam- menhæng med Læren om Diametre, træde nemlig ikke tydelig frem i Begyndelsen af hans Skrift. 1 denne be- byrdes Hukommelsen derimod med den store Mængde af ganske nye Kunstord, som han anser for nødvendige til Fremstillingen af de nye Tanker. Dernæst kommer den omstændelige euklidiske Fremstilling af de mange Relationer, som udtrykke Involutionen. Den Læser, der bliver stikkende heri og ikke naar frem til den geome- triske Brug, for hvilke de ere bestemte, vil som Beau- grand heri kun se en udtværet Gjentagelse af, hvad Pappos siger om Apollonios’ bestemte Snit. At man ved en saadan Læsning kom til at betragte