Matematikkens Historie II

292 Den endelige Analyse. ere bievne brugbare i enhvers Haand, der tilegner sig den fornødne Færdighed i at arbejde med dem. Denne Færdighed er imidlertid fornøden, og Des- cartes’ egen Bog er ikke umiddelbart anlagt paa dens Indøvelse. Methoderne vises nemlig væsentlig kun gjen- nem den Brug, han selv gjør af dem, og da mere ved orienterende Bemærkninger end udførlige Forklaringer. Meget giver Descartes sig slet ikke Tid til at gjennem- føre, men opfordrer Læserne til selv at øve deres Kræfter derpaa. Ja, som han selv bemærker, har han endog villet gjøre Partier af sin Geometri dunklere, for at de, der selv mene at kunne gjøre alt det samme som han, ikke skulde kunne benytte det. Naar hans Methoder dog trængte igjennem, beror det vel tildels paa, at de i hans Bog vare tilgængelige nok for de kyndige, der efter selv at have taget dem i Brug, kunde bringe dem videre; dels er der ogsaa under Descartes’ egne Auspicier udarbejdet en «Indledning» til hans Geometri, som vel ikke er udgiven, men som ved strax efter, at hans Geometri var udkommen i 1637, at sendes til Mersenne fik den fornødne Udbre- delse. Heri gives først og fremmest detaillerede Regler for Bogstavregning i det af Descartes udvidede Tegnsprog, hvis sikre Indøvelse er den første Betingelse for ikke blot at kunne anvende Tegnsproget til enkelte Udregninger, men til i dette Sprog at kunne drage ma- thematiske Slutninger. Reglerne for at sætte Opgaverne i Ligning ere ogsaa her givne langt fuldstændigere end i hans Geometri. Dernæst forklares hans algebraiske Geometri («analytiske Geometri») fuldstændigere end i hans «La Géométrie» (om hvis Fremstilling deraf vi strax skulle tale), og. de algebraiske Methoder anvendes dernæst paa nogle trigonometriske og geometriske Op-