310
Den endelige Analyse.
Geometria practica, som han kalder scientia bene
mesurandi.
Disse Fordele bestaa for den paa Arithmetik grun-
dede Algebras Vedkommende i den store Lethed, hvor-
med alle Operationer udføres. Wallis lader dem særlig
træde frem ved i et Kapitel at fremsætte Indholdet af
Euklid’s anden Bog, som jo netop danner Grundlaget
for den geometriske Algebra, og i et andet Indholdet af
Euklid’s femte Bog, som danner Grundlaget for den til
Geometrien knyttede Proportionslære. Fordelene blive
dog her let kjøbte, idet Wallis ganske udelader de
logiske Hensyn, som have bragt de gamle til at frem-
stille de almindelige Størrelser geometrisk som i Eu-
klid II og til at uddanne en saadan Proportionslære
som den i Euklid V. For ham er et Forhold ganske
det samme som en Kvotient, der da blot dannes af
to ensartede Størrelser, og han regner med det som
med Brøker.
Om nu end Wallis i sin store Algebra, der
1685 udkom paa engelsk og 1693 paa Latin, gik noget
nøjere ind paa Grundlaget for Euklid’s Proporlionslære,
fastholder han dog ogsaa der det samme praktisk-arith-
meliske Grundlag, som i det alt omtalte Skrift. Bogen
er iøvrigt overordentlig righoldig og meddeler saa at
sige alt, hvad der hidtil var fremkommet om Algebra.
Kun ere de historiske Oplysninger om de første Op-
havsmænd til de forskjellige Fremskridt ingenlunde paa-
lidelige og begunstige navnlig Wallis’ egne Landsmænd
utilbørlig.
Den praktiske Arithmetik og den derpaa grundede
Algebra har ved sin Nemhed hævdet sig en naturlig
Ret i den elementære Undervisning indtil vore Dage;
men der er da fremkommet et Særsyn derved, at sam-
tidig Geometria speculation vedblivende ogsaa i den