Matematikkens Historie II

28 Historisk og biografisk Overblik. KEPLER’ske Love. De to af disse, der vedrøre en enkelt Planet, har han fremsat i den 1609 i Prag udkomne Astronomia nova de motibus stellae Martis; den tredie om de forskjellige Omløbstider og Middelafstande i det 1619 i Linz udkomne Værk Harmonice mundi. Den Vej, han gaar for af Erfaringer at uddrage Love, er omtrent den samme som den, Galilei fulgte, paa det nær, at Kepler væsentlig benyttede et færdigt Er- faringsmateriale, medens Galilei efterhaanden kunde prøve sig frem ved nye Forsøg. Kepler har selv gjort Rede for denne Vej i sin Lære om den videnskabelige Hypothese. Videnskaben begynder med Iagttagelser, derpaa bygger den sine Hypotbeser og søger dernæst de Aar- sager, der bevirke den antagne Sammenhæng. Det sidste Skridt lykkedes vel for Planetbevægelsens Ved- kommende først for Newton; men den dertil nødvendige Beskrivelse af, hvad der foregaar ved Planeternes Be- vægelse, naaede han fuldstændig at give. Han gik ud fra Koppernikus’ Hypothese og forbedrede den efter- haanden eller ombyttede den med nye under stadig Benyttelse af Tyge Brahe’s Iagttagelser, indtil han kom til en Beskrivelse af Bevægelserne, som paa en Gang er simpel og stemmende med Iagttagelserne. Det uhyre Arbejde, som Kepler derved maatte ud- føre, bestaar helt igjennem i Mathematik og Regning. For at prøve, om Iagttagelserne stemme med en Hy- pothese, maa der undersøges, hvad der ligger i Hypo- theserne, der da ere at behandle, som Mathematiken behandler sine egne Forudsætninger. Ogsaa i disse ser Kepler Hypotheser af samme Natur, som de astrono- miske, ligesom vi have set, at ogsaa Euklid kun be- handler dem paa denne Maade uden at spørge om, hvorfra man har dem. Den mathematiske Prøvelse af