Matematikkens Historie II

448 Infinitesimalregningens Opstaaen og første Udvikling. forsvinde i Sammenlgning med selve disse Dele. At Kepler, der ogsaa i sine Kubaturer havde betragtet uendelig smaa Størrelser som lige store trods saadanne Afvigelser, som vi nu kalde uendelig smaa Størrelser af højere Orden, ogsaa har haft Blik for den her anførte Omstændighed, ses i det følgende, hvor han gjentagende fremhæver Umærkeligheden af Ændringer i Nærheden af et Maximum. Vel har han endnu ikke formaaet derpaa at grunde en direkte Bestemmelse af disse Maxima; men hans Betragtning har dog sikkert været vejledende ved de paafølgende Undersøgelser af den største Rummelighed af Vinfade. Af et Brev fra Briggs, som selv meddeler et nyt Bevis for, at Terningen er et Maximum, ses, at hans Betragtninger ere faldne i god Jord hos denne. Om Kepler kan ogsaa bemærkes, at han et Sted i Behandlingen af Refraktionen sætter en Parabels Krumningscirkel i Stedet for denne Kurve. Andre nye Synsmaader for kontinuert varierende Størrelser, og de disse vedrørende Bestemmelser af de her beskrevne Arter, fik man ved Galilei’s Undersøgelser over Be- vægelse. Paa saadanne Maader vare de Methoder forberedte, som vi nu skulle omtale. De fremkom temmelig sam- tidig og for en Del uafhængig af hverandre. Vi skulle derfor, hvor en gjensidig Paavirkning ikke har fundet Sted, med Tilsidesættelse af den kronologiske Orden ordne dem efter deres Natur. Forud for de andre skulle vi saaledes minde om. at Wallis, som anført S. 314, efter Fremkomsten af de fleste i det følgende anførte Methoder bestemte Tangenter omtrent som Apol- lonios, idet han blot satte den nye Algebra i Stedet for dennes geometriske Algebra. løvrigt skulle vi be- gynde med Torricellis’ og Roberval’s kinematiske