Matematikkens Historie II

7 Newton’s Anvendelse af Barrow’s Omvendingssætn. 501 erkjendte Newtons Overlegenhed i den Grad, at han selv i en Alder af kun 39 Aar trak sig tilbage fra Uni- versitetsvirksomheden til bedste for sin store Elev. Hvor megen Indflydelse Newton end mulig kan have haft paa Fremstillingen af Enkeltheder i de The- orier, vi alt have omtalt, og om end Barrow tidlig kan have drøftet dem med denne, maa de dog betragtes som tilhørende Barrow. Dette kan man blandt andet slutte af, at denne, som overalt med stor Loyalitet anfører trykte og utrykte Kilder,, kun paa andre Steder, som vi snart skulle omtale, udtrykkelig viser hen til denne sin Ven og Discipel. Hvor Newton udvikler lignende Tanker, kan det altsaa antages, at det sker i Tilslut- ning til Barrow; men selv fører han dem derpaa langt videre end denne. En saadan Tilslutning finder saaledes Sted med Hensyn til den meget almindelige Opfattelse af Sam- menhængen mellem forskjellige Størrelsers samtidige Variation. Denne opnaar Barrow dels ved kinematiske Betragtninger dels gjennem geometrisk Fremstilling ved vilkaarlige Kurver. Skjønt det, som vi have set, er den sidste, der tjener til at bringe hans Undersøgelser i en med den da bestaaende Mathematik stemmende exakt Skikkelse, nøjes han heller ikke i de kinematiske Efter- visninger med Laan fra den blotte Forestilling om Be- vægelse, men stræber at klare denne Forestilling ved et meget jindgaaende Studium af Begrebet Tid, altsaa af den Størrelse, som i Kinematiken kommer til de ge- ometriske eller geometrisk fremstillede Størrelser. Hoved- resultatet af denne Undersøgelse er, at man kun kan erkjende Fænomenernes Succession i Tiden eller deres Samtidighed, men at man til at maale Tiden ikke har andet Middel end at betragte en eller anden Bevægelse som given, den samme Tanke altsaa, som en moderne