528 Infinitesimalregningens Opstaaen og første Udvikling.
umiddelbart skal opskrive Udtrykket for Fluxionen til
en Kodstørrelse. At han virkelig kan dette, viser han
paa flere Steder i De quadratura.
En lignende Substitution bruger Newton i Skriftet
Methodus ßuxionum, naar han har Brug for, hvad vi
kalde højere Differentialkvotienter; han sætter da ~ — Z
og kan dernæst bestemme z.
I saadanne Tilfælde forstaar Newton iøvrigt at gjøre
Brug af, at der endnu ikke er truffet noget Valg af den
uafhængige Variable. Antager man f. Ex., at Størrelsen
x forandrer sig jevnt, bliver x konstant og kan sættes
= 1, hvad der er det samme som at lade x være uaf-
hængig Variabel. Det var det samme, Neper allerede
gjorde (S. 187), idet han lod et af de to samtidig be-
vægede Punkter bevæge sig med jevn Hastighed, hvor-
ved den af dette begrænsede variable Størrelse foran-
drede sig jevnt.
Heraf gjør Newton hovedsagelig Brug, naar han
søger Fluxioner af Fluxioner. Naar x paa den anførte
Maade tages til uafhængig Variabel, bliver x = l, alt-
som man nu efter Leibniz
saa K = å. Efter at have sat denne Størrelse = z, be-
x
tegner han dens Fluxion ved z. Tydeligere endnu bliver
dog Betegnelsen y. Den vil, naar man har sat x= 1,
fremstille det samme,
d^“ q ...
skriver ligesom i/, y . . . betegne, hvad vi skrive
tZcZ/
ßd ’ ’ ' her anførte Betegnelser for højere
Fluxioner bruger Newton dog ikke i Methodus ßux-
ionum, men kun i Brevene til Wallis af 1692 og i
den vistnok senere skrevne Indledning til De quadra-
ture^ altsaa efterat Leibniz’ tilsvarende Betegnelser vare