552 Infinitesimalregningens Opstaaen og første Udvikling.
skrevet Differentialkvotienterne, afvige vi ikke væsentlig
fra Newton, der ikke siger, at skal være Tæt-
heden, men proportional med den («w6>, som) altsaa
Tætheden, multipliceret med en konstant Faktor.
Denne Sædvane hos Newton, som vi ogsaa have
mødt i de andre Undersøgelser i Principia, at regne
med Størrelser, der blot ere proportionale med de paa-
gjældende, kan være nyttig for det Overblik, hvorom det
særlig gjælder for den, der først gjennemforsker et vist
Omraade, og de konstante Faktorer lade sig let be-
stemme bagefter. Den kan imidlertid være vildledende
og har paa et med det her berørte beslægtet Sted bragt
Newton til at udtrykke sig paa en uklar Maade, der
vakte særligt Anstød hos Leibniz’ Tilhængere, Et Sted
i De quadratura siger han, at i Rækken
4- 0^ = 4- Y) oo^-2 4- • • •
z
er det andet incrementum eller anden
differentia, ^et tredie incrementum
o. s. v., et Udtryk, som han senere efter at være gjort
opmærksom paa Fejlen eller Uklarheden, i et bort-
skænket Exemplar har rettet ved Tilføjelse af Greet ut.
At der iøvrigt virkelig ikke er Tale om andet end en
Uklarhed i Brugen af de udefinerede Ord incrementum
eller differentia, fremgaar af, at han om disse bagefter
siger, at de ere proportionale med de tilsvarende Flux-
ioner, og Begrebet Fluxion har han i det nævnte Skrift,
udtrykkelig .defineret. En virkelig Fejltagelse paa dette
Punkt vilde iøvrigt være umulig hos Newton, der ikke
blot var fortrolig med de højere Fluxioner, men ogsaa
i Methodus differentialis, hvis Hovedsætning findes i