Matematikkens Historie II

556 Infinitesimalregningens Opstaaen og første Udvikling. fremtræde som Prøver paa, at denne nu kjendte og for- stod at anvende den samme Methode, som han selv længe havde brugt. At denne Methode hos Leibniz var i Færd med at fremstaa i en Skikkelse, hvori den efter haanden kunde tilegnes og dernæst mekanisk udøves alene ved at fastholde og indøve de bestemte Regler for disse simpleste Operationer, er Fordele, som den vilde faa for de mindre kyndige; men netop disse For- dele behøvede ikke at. falde Newton, der fuldt ud be- sad sin egen tilsvarende Methode, ind. Denne, om man vil, pædagogiske Side af Sagen er vistnok først bleven ham klar, da han saa Leibniz danne Skole, og da der var Fare for, at baade dennes Form for Behandlingen skulde blive den ene gjældende, og Newton’s For- tjenester, som han havde forsømt at lade træde offentlig frem i Tide, skulde glemmes, Selv da satte denne Er- kjendelse dog, som vi vide, ikke Frugt i en snarlig Ud- givelse af hans egne infinitesimale Arbejder; heller ikke har den, da disse senere udkom, tilskyndet ham til at give dem en mere pædagogisk Skikkelse; de ere vel klare og tydelige for Videnskabsmænd, men vilde næppe i den Grad som Leibniz’ have været skikkede ti] hurtig at sætte de nye Methoder i Omløb. Kun et enkelt Sted synes Paavirkning fra Leibniz at have fremkaldt Bestræbelser fra hans Side for ogsaa at lade hans eget System træde saaledes frem, at dets almindelige Brugbarhed kunde blive lige saa tydelig. Det er i Indledningen til De quadratura Curvarum, hvilken udtrykkelig betegnes som nyere end Skriftet selv, og i dette Skrifts første Sætning. Her indføres, som allerede bemærket, Tegn for Fluxioner ogsaa af højere Ordener x, x, x . . ja 'x, "x . . . som Tegn for de Størrelser, der dannes af x ved Kvadraturer, altsaa for Integraler og Integraler af Integraler. Af de første