Matematikkens Historie II

13. Begyndels. af en ny Periode i Mathematik.s Historie. 581 til at begynde med, og ved Sammensætning af hvilke det videre Arbejde kunde gjøres, blev Leibniz’ lille Ar- tikel af 1684 ogsaa Begyndelsen til et nyt Tidsrum i Mathematikens Historie. Den blev det dog kun, fordi Leibniz selv var ført tilbage til denne simple Begyndelse fra en langt videregaaende Behandling af infinitesimale Spørgsmaa], en Behandling, under hvilken han afskrifter samt gjennem Breve og Samtaler havde optaget og selv grundig forarbejdet de da existerende Methoder, ogsaa en Del af dem, som Newton sad inde med. Derved havde Leibniz paa Forhaand Midlerne til omvendt rask og hurtig at gaa videre ud fra sit nye Udgangspunkt. Samtidig havde hele den foregaaende Udvikling, som var kommen ham selv til Gode, ogsaa modnet Tiden saa- ledes, at han temmelig hurtig kunde vinde Medarbejdere, der toge samme Udgangspunkt som han og toge livlig Del i det derfra udgaaende Arbejde. Leibniz træder mest umiddelbart frem som den, med hvem den nye Tid begynder, og det baade naar vi se paa det betydelige Arbejde, som strax- udførtes under de af ham skabte Former, og som tjente til hurtig at udvikle disse Former, og naar vi i disse Former gjenkjende dem, som vi den Dag i Dag benytte. Af det nys sagte fremgaar det dog, at vi over' ham ikke maa glemme dem, som allerede havde forstaaet at naa Maal af samme Art som han og dertil havde anvendt Betragtningsmaader af lignende Art som han, og hvis Methoder vel ikke havde naaet samme formelle Udvik- ling som hans, men dog tjente til at forberede hans hensigtsmæssigere Former. Om dem er der talt i det foregaaende, men en af dem maa udtrykkelig nævnes atter her som den, der ved Siden af Leibniz har en umiddelbar Andel i Grundlaget for den nye Tids ma- thematiske Arbejde, nemlig Newton. En væsentlig Del