Matematikkens Historie II

Historisk og biografisk Overblik. 75 Medvirkning til den nævnte Bog, var han, da den udkom, bleven helt klar over Newton’s Overlegenhed som Mathematiker og fandt det rigtigt, skønt selv kun 39 Aar, at afgive sin Lærestol i Cambridge til Newton. Dette usædvanlige Skridt begrundede han dog tillige med, at Mathematiken optog Tiden fra saadanne Studier, som han ved sit Præsteløfte havde paataget sig. I et- hvert Tilfælde lagde han derved en stor Uegennyttighed for Dagen; thi i den første Tid efter sin Afsked maatte han nøjes med smaa Indtægter. Senere blev han ved Carl II’s Hjælp som dennes Hofpræst bedre stillet og har erhvervet sig et Ry som Prædikant, der i hans Fædreland staar ved Siden af hans Anseelse som Ma- thematiker. Han vedblev dog med mathematiske Ar- bejder, og udgav særlig efter sin Ven Collins’ Tilskyn- delse flere af de græske Mathernatikere. Isaac Newton (1642—1727) til hvem vi nu vende os, var Søn af en Forpagter fra Lincolnshire, som var død før Sønnens Fødse]. Han fik først en noget videre- gaaende Skoleundervisning; men da Stedfaderen imid- lertid var død, blev han tidlig taget hjem for at tage sig af Gaardens Drift. Dette laa dog ikke for ham; han interesserede sig mere dels for at iæse dels for at lave Solskiver og mekaniske Kunststykker og deslige. Han fortsatte da sine Studeringer, der foreløbig nærmest om- fattede de gamle Sprog, og kom 1661 til Cambridge. Her lagde han sig med stor Iver efter Mathematik. Euklid ringeagtede han vel først, idet han fandt det urimeligt at bevise saa indlysende Ting; men senere baade beundrede han og benyttede han selv de gamles strenge Former. Derimod faldt Descartes’ Geometri, som han først har givet Navnet «analytisk Geometri», strax i hans Smag. Han studerede endvidere Wallis’