Vejledning ved Behandlingen af Sandflugtstrækningerne i Jylland

40 er fra Vest til Nord, (principaliter: Vest, Nordvest.) Som Folge heraf, og da de yderste Havbjerge grændse i vestlig Retning til Havet, og de indre Klitter ere disses Affodmnger, findes der i Vest almindeligvns ingen dyrke- lig Eicndom fra Havet og saa langt ind i Landet, som de forsijellige Klitrader naae. Alt Sandet er nemlig fort fra Vest mod Ost, og selv hvor Hjembjergene ligge langt inde i Landet, og al- deles isolerede, har Flyvesandet, for at kunne stabe dem, maattet overfare den veftfor dem beliggende Jordstræk- ning, hvorved saa meget Sand er efterladt, at Jorvskor- pen er dybt begraven. Det vil saaledes sijonnes, at det saa godt som alene, eller, i alt Fald, forst og fremmest, kommer an paa, at be- plante Klitternes vestlige Sider samt ethvert Punkt, selv længere inde i Landet, som er saa fremragende mod Vest, at Vindene fra denne Kant kunne indvirke paa det, og endelig tillige enhver Fordybning, (Kule) der er saaledes beliggende, at den nævnte Vind, enten umiddelbart eller formedelst Svingninger omkring Klitterne, (Svirm), kan naae den. Naar disse Dele af Sandflugtsstrækninger — og, som i det Efterfølgende skal vises, selv med Undtagelse afben alleryderste Rad af Havbjergene, — holdes i dæmpet Tilstand, da ere Klitterne uden Fare, og da bevirkes der en Nolighedstilstand, som sætter Sandenes mellemliggende