Danmark Og Nordamerika Om Øresund

13 I Sommeren 1853 erholdt denne Ordre af sin Regjering til nt gjenoptage Traaden i de afbrudte Forhandlinger. Geheimeraad Bluhme havde imidlertid overtaget Uden- rigsministeriets Portefenille efter Grev Moltke-Bregentved; men da han i nogen Tid havde lidt Under et Anfald af Podagra, maatte den nordamerikanske Minister beflitte sig paa Taalmodighed, og det lykkedes ham forst Torsdagen den tste December 1853 at erholde en Samtale med Udenrigsmini- steren. Hail anførte korteligen, hvad der allerede fra nord- amerikansk Side var blevet yttret mod en Vedvaren af denne Byrde for den nordamerikanske Handel og Skibsfart, og endte med at erklære, at det var uomgængelig nødvendigt, at Sagen nu Uden Ophold blev bragt til en sluttelig Afgjorelfe. Geheimeraad Blnhme troede at burde Udbrede sig med nogen storre Udforlighed over den ham forelagte Sag, og det Væsentligste af hans Wringer gik ud paa, at Danmark fra umindelige Tider havde besiddet Net fil at opkræve Sundtol- den, at alle andre Folkeslag havde erkjendt Danmarks Ret til at oppebære denne Afgivt, at den nordamerikanske Handel i Dstersoen var meget ringere end mange andre Nationers, og Nordamerika følgelig havde mindre Grund til Beklagelse, og at Danmark ikke kunde fritage en Ration for at betale Af- givten Uden derved ogsaa at maatte indkomme denne Begun- stigelse til alle andre Nationer, hvilket vilde være et foleligt Tab for de danske Finantser. Geheimeraad BlUhme endte sine Bemærkninger med reent nd at sige: at efter hans Overbe- visning vilde Danmark aldrig med det Gode give sit Minde til denne Toldafgivts Ophor, („in his own opinion Denmark would never voluntarily consent to remit the tolls”). Hr. Bedinget, der nok havde anet de Indvendinger, han maatte hore, sogte paa bedste Maade at angribe ben Stilling, Geheimeraaden havde indtaget; men dette forte ikke til noget