Om Vindforholdene 1877

80 hele Døgu har anvendt en Arbejdsfonnue af fire- hundrede og tre og halvfjersindstyve og en halv Millioner Hestes Kraft, det vil sige mindst femten Grange saa stor en Kraft, som. døn, alle Jordens Vejrmøller, Vandhjul, Dampmaskiner, Mennesker og Dyr have kunnet udvikle i samme Tid. Hvorfra er da hele denne uhørte Kraft kommen? I Overensstemmelse med den Hypothese, til hvilken vi ovenfor have sluttet os, maa Svaret blive. Fra den bundne Varme, som fngjøres vød Dampenes Fortætning i Centralregionen, som uop- hørlig driver Luften opad og derved foraarsager T ilstrømningen. For Videnskabsmanden og for Enhver, som be- tragter den fysiske Verden med Eftertanke, er Atmosfæren, vissølig noget mere end et Hav uden Strande, paa hvis Bund vi leve og bevæge os; den er en kunstrig Maskine, en virkelig Organisme, hvis enkelte Dele uafladelig udføre hver sin Andel i det store Arbejde, der er blevet den betroet — Vedligeholdelsen af vor Planets Liv. Ækvators stille Bælte er Organismens Hjærte, thi her virker den Varme og de Kræfter, som give Systemet Liv °g Styrke; herfra udgaa de Pulsslag, som skulle drive Luften igjennem dens lange, slingrende Kreds- løb. Ækvatorial- og Polarstrømmen, den øvre og nedre Passat, danne Hovedstammerne i det Aarenet, hvorigjennem Livskraften tilføres Organismens fjær- neste Punkter, hvor der ellers vilde herske en Alf, stivnende Kulde, og hvorigjennem den forbrugte,