Det Menneskelige Stemmeorgan

6 rent mekanisk Standpunkt. Naar der først er fast- slaaet et elementært Holdepunkt, vil man ved nogen Eftertanke godt kunne forstaa Et og Andet, der senere vil kunne blive Gjenstand for Omtale, altsaa som supplerende og nærmere Forklaring. Lad os begynde nedenfra, i Brysthulheden, hvor vi træffe Lungerne. Vi kunne betragte dem som et Par svampede Legemer, der ere i Stand til at ind- tage et større eller mindre Rumfang; da de nu ere levende Dele, besidde de i sig selv Evne til at udvide sig og trække sig sammen; den Luft, vi indaander, forstørrer eller udvider dem, og deres elastiske Kraft, eller, om man vil, deres Sammentrækningsevne, ud- driver atter den. forbrugte Luft. Alt dette foregaar ved den rolige Indaanding og Udaanding, som vi jo slet ikke mærke Noget til, da et normalt Aandedræt sker ganske mekanisk. Først i det Øjeblik, da vi ville benytte den af Lungerne uddrevne Luft til Tale eller Sang, mærke vi, naar vi henvende vor Opmærksomhed derpaa, at der bruges en vis Kraft til at udrette et saadant Arbejde. I det daglige Liv tænke vi ganske vist ikke derover; men det virkelige Forhold er det, at der til Fremkaldelsen af Tonen fordres en større Kraft end den, der er nødvendig til det lydløse Aandedræt. Hermed er altsaa givet, at vi i vore Lunger besidde en Drivkraft, der kan sammenlignes med den, vi omtalte ved Violinbuen, den samme, som vi f. Ex. have i Luften i en Blæsebælg, der sammen- trykkes, eller i den Luftmængde, vi bruge til at sætte