Universets Undere
1. Bind

NÆSEHORNSFUGLENS FÆNGSEL 95 Luftrum baade i Skelettet og under Huden, bliver disse Fugles Flugt bedre, end man skulde antage efter deres korte Vinger at dømme. Den er dog altid meget larmende og bebuder allerede paa lang Afstand en Floks eller et Pars Nærmelse. Efter tilforladelige Udsagn skal nogle Arters Vingeslag endogsaa kunne høres to Kilometer borte. Tæt, højstammet Skov, fra Kysten helt op ad Bjergene indtil 3000 Meter over Havet er de indiske Næsehornsfugles foretrukne Opholdssted. Deres Stemme er gennemtrængende, men monoton og harmonerer derved godt med den tropiske NEP AL-NÆSEHORNSFUGLEN. Hos denne i Neapel levende Art har Næbranden dybe, tandlignende Indsnit, der dog ikke har Betydning som Tænder, da Foden , ’ ligesom hos andre Fugle sluges hel. Højskovs dystre Stemning; kun en enkelt Art udstøder melodiøse Triller, der min- der om Droslens. Deres Føde er meget blandet, overvejende Frugt, Insekter, Smaa- fugle, undertiden Aadsler. Fjender har de kun faa af, thi Rovfuglene er bange for deres egentlig mere frygtindgydende end farlige Kæmpenæb, og de Indfødte anser dem i mange Egne for hellige og ukrænkelige. Skønt saaledes ret godt garderede er Næsehornsfuglene lige saa sky og forsigtige som alle andre ægte Urskovsdyr. Stærkest, og paa næsten komisk Vis, giver deres store Forsigtighed sig Udslag i Æglægnings- og Rugetiden. Naar den nærmer sig, opsøger Parret en hul Gren eller Stamme, hvori Hunnen da kryber ind og frivillig lader sig indemure af Hannen, tilmed ivrigt hjælpende den med sin egen Afspær- ring, indtil der kun bliver en ganske snæver Spalte tilbage, hvorigennem Hannen under den lange Rugetids Cellefængsel rækker Føde ind til sin Mage, og denne med