Universets Undere
1. Bind

VERDENS STØRSTE BLOMST 121 Ingen Blomst paa Jorden kan i Størrelse blot tilnærmelsesvis sidestilles med Rafflesia-Slægtens. Den, der kommer dem nærmest, er en brasiliansk Aristolochia, hvis Krone Børnene undertiden morer sig med at sætte paa Hovedet som en Hue; men selv den maaler kun 33 cm i Længde; og hverken Magnolier, Kaktus- eller Lotusblomster, end ikke Amazonflodens berømte Victoria regia, kan komme i Be- tragtning. Og dog er disse Undermaalere, hvis Tværmaal svinger mellem 20—30 cm, forholdsvis imponerende af Størrelse; thi i hele den myldrende Blomsterhær er det kun omtrent en Tusindedel, der naar over 10 cm i Tvær- maal. Dens store, al- mindelige Masse er altsaa rene Smaa- dværge, sammenlig- net med de ostindiske Jætter. Førstemand i Størrelse er den her afbildede, tidligst op- dagede Art; men reg- ner vi efter Vægt, har den dog sin Overmand i en paa Philippinerne voksende Art, hos hvil- ken en eneste Blomst, efter Kerners Angivel- se, skal kunne veje 11 kg, endda den »kun« er 80 cm i Tværmaal! Tre Sider af disse Blomstergiganters Liv er særlig interessante: deres Voksemaade, deres Bestøvning og RAFFLESIA ARNOLDI. Fire Blomsterknopper og en udfoldet Blomst, snyltende paa Roden af en Vinranke (Cissus). Den udsprungne Blomsts Tværmaal er 1 Meter. deres Frøspredning. Bladløse, som de er, eller rettere: manglende Bladgrønt, er de henvist til at føre et Snylteliv, lidet værdigt Blomster med et saa imponerende Volumen. Værtplan- ten, der skal skaffe Føde til sine sikkert meget fordringsfulde Gæster, tilhører oftest en Slægt (Cissus) af Vinrankefamilien, der danner træagtige Lianer i Ur- skoven. I dens krybende Rødder borer Snyltegæstens lille, beskedent udseende Kim- plante sig ind mellem Barken og Veddet, hvor den da vokser og breder sig som et Net af Sugetraade, der minder om Svampenes Mycelium. Udvendigt paa Vært- plantens Rod er der intet at spore, før Snylteren skal til at bære Blomster. Da løf- tes Rodbarken til Vejrs og danner smaa Knuder, der sprænges, naar Blomsterknop- perne skyder ud. Ved sit Frembrud er Knoppen ikke større end en Valnød; men efterhaanden svulmer den op og bliver som et Hvidkaalshoved, — en Sammenlig- ning, der er rammende i dobbelt Forstand, eftersom den bristefærdige Knop ogsaa i Udseende skal have forbløffende Lighed netop med et Hvidkaalshoved, indhyllet, som den er, af blege, hvidlige Dækblade. Universets Undere. 16