Universets Undere
1. Bind

160 UNIVERSETS UNDERE — dens brede Hudbræmme, der som en Maria Stuart-Krave eller næsten som en Kappe med »Vinger« indrammer Hovedet og falder langt ud over Ryg og Skuldre, men iøvrig kan foldes sammen eller slaas ud som en Vifte. Egentlig vilde Sammen- ligningen med en Paraply ramme endnu bedre, idet Hudskærmen afstives af et Stel af radiært udstraalende Bruske, der ganske svarer til Metalstiverne i en Regn- skærm. Saa længe Dyret er i Ro, lægger man dog ikke videre Mærke til dets Krave, som da ligger sammenfoldet; men ved den mindste Sindsbevægelse — hvad enten det nu er Forskrækkelse, Vredesudbrud eller blot en pludselig Overraskelse — slaas Skærmen op og staar lodret ud fra Hovedet, hvis Gab spærres truende op. KRAVEØGLEN GØR FRONT MOD FJENDEN. Samtidig knejser Øglen strunk og vender dristig Front mod Fredsforstyrreren, aabenbart stolende trygt paa, at dens imponerende Ydre nok skal indgyde Fjenden Respekt, saa at yderligere Angreb afværges. Effekten forhøjes væsentlig ved Synet af den skinnende lyse Række Tandspidser, der indfatter Svælget, og ved den hvis- lende Lyd, der kraftigt udstødes. Hos Eksemplarer, man har haft i Fangenskab, har man ofte iagttaget, at ganske ubetydelige Aarsager kan bringe Kraveøglen i Harnisk, og ofte følger Skærmens Ud- og Sammenfoldning lynsnart efter hinanden. At denne Maade at te sig paa nok skal afholde mange Dyr fra Angreb, er der ikke Tvivl om, selv om Kraveøglens Advarselsstillinger næppe virker synderlig imponerende paa os, men snarere forbauser end just forskrækker; hele Dyret er nemlig kun en Meter langt, og deraf udgør Krop og Hoved endda kun omtrent Fjerdedelen, — samme Længde, som den udfoldede Krave spænder over i Tvær- maal. Dyrets Farvetegning er ikke saa prangende, som man kunde vente sig efter det statelige Ydre; Skællene er beskedent olivenbrune og skifergraa, med spredte, gullige Pletter.