Universets Undere
1. Bind

URSKOVSINTERIØR MED LIANER 199 hinandens Liv. Nu og da flagrer en Flok sky Papegøjer skrigende op, men forsvin- der snart mellem Kronerne; — og paany ligger alt i dvaleagtig Døs. Det er Torne- roses fortryllede Skov, hvori en enkelt, silkeblaa Sommerfugl med mægtigt Vinge- fang svæver lydløst som evigt lydende Fløjter er ikke forstummede; men de høres næppe, — saa vant bliver man i Tro- perne til deres aldrig standsende Skingren. Snarere er det, som om denne forhøjede Ursko- vens Middagsstilhed — en Stilhed, der virker forunderligt betagende netop her, hvor Zoo- logen ved, at Livet pul- serer rigere end noget andet Sted paa Land- jorden. Kun Botanikeren ser, hvorledes Kampen for Tilværelsen raser i disse tilsyneladende saa fred- lyste Løvsales Skygge. Han ser, at Kampen her endog er haardere og mere hensynsløs end i Polaregnenes barske Re- gioner, — at det er en evig Strid, der føres un- der Feltraabet: »Størst mulig Lysmængde for mig selv!« En Strid, der giver sig synligt Udslag deri, at næsten hvert eneste Individ i dette myldrende Plantesam- fund stræber at naa til et Genfærd mellem de hvide Stammer. Kun Cikadernes KAUTSCHUKFØRENDE LIANER I UGANDA. Kautschuken udvindes af en sejg Mælkesaft indenfor Barken. Vejrs, lige meget hvilke Midler der saa maa anvendes. Formaalet helliger Midlet det er Urskovens, og frem for alt dens talløse Lianers Valgsprog. Vor hjemlige, idylliske »Skovbund« genfindes ikke i Tropeskoven. I Stedet for smilende Anemonetæpper og duftende Violpuder ligger metertykke Lag af døde Løvmasser, hvorfra en tung, kulsyreholdig Luft slaar os i Møde. Lianernes Spind, hvormed Pan har gennemvævet Urskoven som for at fange den nyfigne Fremmede, nøder os mangen en Gang til at krybe eller hugge os igennem. Nedfaldne Grene og omstyrtede Stammer af utrolig Tykkelse tvinger til Omveje. At kravle over dem kan være forbundet med Udsigt til at begraves i deres løse, trøskede Ved, hvor-