Universets Undere
1. Bind

 'T™! 200 UNIVERSETS UNDERE TVÆRSNIT AF EN RIFLET LIANSTÆNGEL. De fremspringende Længdelister styrker Stængelen uden at for- ringe dens Bøjelighed. । over den slibrige Bark danner et forræderisk Dække, og i hvis Indre store, giftige Fugleedderkopper og Skorpioner maaske sidder paa Lur. Har man blot een Gang arbejdet sig ud af en af disse lumske Fælder, hvori man sank ned til Bæltestedet eller endnu længere, skal man nok lære at tage sig i Agt for dem. Dog ikke over alt er Urskovens Indre saa uhyggeligt. Op af de væltede Kæmpe- træers og de utallige hensmuldrende Blades Ligmark skyder Grupper af saftig- grønne Skyggeplanter, som liver op i den tunge, dystre Alvor, der er Urskovs- hvælvingernes herskende Stemning. Paa fugtige Steder breder sig vore Drivhuses mange »Bladplanter«, og løfter sig svære Bambusklynger, hvis øverste, snortynde Stængelbuer danner gratiøse Æresporte. Fjerbladede Smaapalmer kappes i Skøn- hed med tyndstammede, slanke Træbregner. Forgæves kappes de; thi kun i Lyset faar Palmen den uforlignelige Elegance, der gør den til Tropernes fejreste Træ. En Palmekrone skal ses mod blaa, klar Luft, naar Solen tænder Hundreder af skarpe Lysblink paa dens blanke Blade, eller naar Maaneskæret risler som Sølv- kaskader ned over dens sagte vuggende Krone. Men her inde under Storsko- vens Hvælvinger, hvor Lyset er mat og glansløst som bag et grønt Florsfor- hæng, — her er det de høje Bregne- træer, der er Underskovens ædleste Smykke. Der er over en Gruppe af disse stolte og dog saa yndefulde Rester fra Kultidens Skove en egen Fortidsstem- ning, der vækker Vemod ved Tanken om Tilværelseskampens ubønhørlige Lov — Kampen mellem »det nyttige« og »det skønne«, som stedse maa vige og søger sit sidste Ly her, dybt inde i Urskovens Gem. --------Af alle Vækster, der skyder op Lianerne — disse træagtige, klatrende fra Skovbunden, er vel de mærkeligste eller slyngende Planter, hvis Formrigdom og fantastiske Ydre maa ses for at för- staas. Medens vi her hjemme kun har et Par Lianer — Vedbend, Clematis og Ca- prifolium — er de tropiske Lianers Artsantal over et Par Tusind, og af dem har langt Størstedelen forvedede Stængler. Man træffer dem i Planterigets mest forskel- lige Afdelinger. Selv blandt de stive Padderokker finder vi i Amerika en Lian, der skal naa 12—13 Meters Længde. Blandt Bregnerne lever der paa Ny-Zeeland en Art, hvis slyngende Bladstilke bliver over 30 Meter høje. Endogsaa blandt Naale- træernes ranke Former gives der Lianer. Og saaledes i alle Plantegrupper, ofte hvor man mindst skulde tro det muligt. »Hvem der for første Gang hører om klatrende Græs, Kaktus og Palmer, faar en Følelse, som om Naturen vilde mod- sige sig selv,« bemærker den tyske Botaniker Haberlandt træffende i en Beskri- velse af den 2—300 Meter lange Palmelian, Rotang- eller Spanskrørspalmen, hvis armtynde Stamme naar op over de ostindiske Urskoves højeste Kæmpetræer, over hvis Kroner dens sirlige Fjerbusk vajer og blinker i Sollyset. Herop er den naaet