Universets Undere
1. Bind

UNIVERSETS UNDERE MASKEREDE EDDERKOPPER 202 mangler særlige Fasthæftningsredskaber. Nogle er næsten traadfine, andre er tyk- kere end de sværeste Skibstrosser. Men alle er de saa sejge og elastiske, at der skal kraftige Hug til for at kappe dem over. Deres Alder synes — ligesom deres Længdevækst — næsten ubegrænset; og i hvert Fald i sidste Henseende overgaas de næppe, selv af de gamle, taarnhøje Urskovstræer. Styrter en ældet Kæmpe, der længe har været tynget af Lianernes tætte Net, søger de videre til Nabotræerne, ved hvis Støtte de paany ihærdigt klatrer fra Skovbundsmørket op til Lyset, for der at udfolde Blade og et Væld af farvestraalende Blomster, skyggende over og tilsidst hensynsløst kvælende Kronen paa det Træ, uden hvis Støtte de aldrig vilde være naaet saa højt paa Straa. Lianerne er med eet Ord Strugglerne i Planteverdenens Samfund, og Studiet af, hvorledes de i »the struggle for life« albuer sig op ad deres Samfundsstige, kunde godt være Udgangspunkt for et Essay over tilsvarende Forhold indenfor de men- neskelige Samfund. DSKILLIGE Insekter er beskyttede mod Fjender ved en haard Skal eller ved L ækel Smag eller en ubehagelig Lugt, der gør dem uspiselige. Efter en vis Sum af Erfaringer, vekslende efter Arternes og Individernes Natur, lærer de insekt- ædende Dyr disse uspiselige Arter at kende paa deres Ydre og lader dem da for Fremtiden urørt. Det er derfor klart, at en velsmagende Art vil have stor Fordel af at ligne en uspiselig Art saa meget, at den derved kan narre sine Fjender. Den Slags skuffende Forklædninger forekommer da ogsaa hyppigt i Naturen og sam- menfattes under Betegnelsen Mimicry. — Undertiden er Maskeringen saa skuffende, at man kun ved nøje Undersøgelse kan skelne Originalen fra Kopien, og mærkelige Afsløringer har den biologiske Forskning været Vidne til, siden den engelske Zoo- log Bates i Amazonas’ Skove opdagede dette Forhold og paaviste Nytten deraf. For Edderkoppernes Vedkommende stiller Sagen sig nu saaledes, at Størstedelen af disse Dyr i forholdsvis ringe Grad er i Stand til at forsvare sig, og da de des- uden er velsmagende, jages de særlig stærkt af Fugle og andre Dyr. Deres værste og mest frygtede Fjende er dog Gravehvepsen, som til Føde for sine Larver slæ- ber store Mængder af Edderkopper ind i sine Huler og Celler, efter med et Stik at have lammet dem for derved at forebygge, at de gaar i Forraadnelse. Talrige Fjenders og særlig Gravehvepsens stadige Forfølgen har paa ejendommelig Vis om- formet mange Edderkoparters Instinkter og Ydre. Mærkeligst er dog den Omform- ning, der har givet sig Udslag i Lighed mellem Edderkopperne og de mod For- følgelse beskyttede Smaadyr, som Gravehvepsene ikke angriber. Som Regel er det uspiselige Insekter, der efterlignes, men man kender ogsaa Eksempler paa, at Edderkopper er nøjagtig maskerede som smaa Snegle, der er unyttige som Føde for Hvepselarverne og heller ikke tages af Smaafugle. Andre Arter Edderkopper ligner i Farve og Form smaa, skinnende, haardskallede Biller, som de insektædende Dyr heller ikke skotter om. Atter andre, der er beslægtede med den almindelige Korsedderkop, har korte Ben, hvælvet Legeme og plettet Farvetegning, saa at de nøjagtig ligner de smaa Mariehøns, der indeholder saa skarp en Vædske, at kun meget faa Dyr æder dem. De mest fuldkomne Eksempler paa Maskering hos Edderkopper viser imidlertid