Universets Undere
1. Bind

288 UNIVERSETS UNDERE munde bar Navnet »Kahir Bar«, og som tidligere voksede paa en 0 i den indiske Flod Nerbuddas nedre Løb. Efter Sagnet skal det allerede have eksisteret, me- dens Alexander den Store gjorde sit indiske Felttog. Da dette ærværdige Træ i 1783 omstyrtedes og bortreves ved en af Orkan ledsaget Oversvømmelse, skal det efter troværdige Beretninger have haft 1300 kraftige, svære Rodstammer foruden 3000 mere spinkle Rodsøjler. Hære paa 6—7000 Mand skal flere Gange have slaaet Lejr i dets Skygge. — Et enkelt saadant Træ kommer med Tiden, selv om det ikke bliver saa ældgammelt og mægtigt som »Kahir Bar« eller andre berømte Oldinge- kæmper, til at danne et helt Kompleks af Løvhvælvinger og grønne Buegange, i hvis Skygge man glemmer, at det kun er eet eneste Træ, hvorunder man færdes. Ejendommeligt er det ogsaa, at blot et Mindretal af disse kæmpemæssige Banyan- træer er spiret frem af et Frø i Jorden paa Træers sædvanlige Vis. I sin Opstaaen minder Banyantræet snarere om Misteltenen: Naar en eller anden Fugl har spist sig mæt i dets smaa »Frugter«, flyver den maaske hen paa en Palme, hvor den sætter sig til Hvile og fordøjer. Næbbet renses og pudses først, og ved det hænger maa- ske nogle »Frø« (egti. Nødder), der stryges af paa Palmen, medens andre passerer ufordøjet ud med Ekskrementerne. Naar Regntiden kommer, begynder de da at spire oppe i Palmekronen; men da de ikke dér finder tilstrækkelig Næring, sender de Rødder ned langs Palmestammen til Jorden, og disse Rødder og Rodgrene om- slutter efterhaanden fra alle Sider den arme Stamme fuldstændigt, medens sam- tidig det unge Banyantræs Løv overskygger Palmens Krone, saa at den snart dør af Lysmangel. Resultatet bliver, at Banyantræet, uden selv at have nogen egentlig Stamme, skyder Grene og Støtterødder ud i stedse større Afstand fra det oprinde- lige Udgangspunkt, og under denne fortsatte midtpunktflyende Vækst vedbliver det at danne nyt Løvværk ud mod Periferien, efter at dets oprindelige, centrale Dele maaske for længe siden er bievne visne Rester — en død Ruin, indfattet i en levende Mur af Løvværk. Endnu mere skyggefuldt end Banyantræet er det nært beslægtede hellige Figen- træ (F. religiösa), kendt i Ostindien under Navnene »Peepul« eller »Pipal«. Ogsaa det vokser vildt i de yppige Regnskove langs Himalayakædens Fod og findes des- uden plantet ved de buddhaistiske Templer og Klostre, hvor det æres og beskyttes som et fredhelligt Træ. I Virkeligheden er det en ligesaa hensynsløs og egoistisk Natur som dets nys omtalte Frænde og begynder ligesom Banyanen ofte sin Vækst oppe i et fremmed Træs Krone, der senere maa bøde med Livet, naar den lumske »Snylter« ikke længere har Brug for dets Støtte. Et af vore Fotografier viser dette Træ voksende paa en gammel, ubenyttet Fa- brikskorsten, paa hvis Top en eller anden Fugl sandsynligvis har anbragt et »Frø«, som har spiret og sendt sine Rødder langs Skorstenens Sider ned til Jorden. Ogsaa her hjemme kan man undertiden se Træer vokse paa forladte Murrester, hvorhen de kan være komne paa samme Vis; men medens vore hjemlige Træer og Buske nøjes med at slaa Rod i Mursprækkerne, udsender det hellige Figentræ et helt Sy- stem af Rødder og Rodgrene, der omklamrer Skorstenen til alle Sider og selv slaar Rod nede i Jorden. Efter 15 Aars Forløb faar vi da et Billede som det, Fotografiet gengiver. Det er dog ikke altid, at Rødderne nøjes med at blive paa Ydersiden; undertiden borer de sig ind i Murens Sammenføjninger, og under den paafølgende Tykkelse- vækst kan de da sprænge Murværket, Sten for Sten. Vort andet Fotografi viser en Buddhafigur, muret op af Sten, hvorpaa et helligt Figentræ har slaaet Rod og