Universets Undere
1. Bind

304 UNIVERSETS UNDERE Det sker ikke sjeldent, at en anden Skarabæ uindbudt melder sig som Kompagnon og ganske overflødigt begynder at »hjælpe« med at skubbe paa. Den nyankomne er let kendelig paa, at den altid vender Hovedet ind mod Kuglen, som den griber fat i med Forbenene. Dens lumske Hensigt gaar ud paa enten ligefrem at røve Kuglen fra den retmæssige Ejer, — hvad den da ogsaa øjeblikkelig gør, hvis der frembyder sig en gunstig Lejlighed, — eller i det mindste at kunne deltage i Festmaaltidet uden selv DEN HELLIGE TORBIST I FÆRD MED SIT MAALTID. at have haft Besvær med at skaffe sig Maden. Naar man saa to Ska- rabæer trille afsted med en Gødningkugle,eller naar man saa dem i Færd med at æde af en og samme Kugle, har man i Almin- delighed troet, at de to var et Ægtepar; ja man har endogsaa ment, at en Ska- rabæ fløj afsted og hente- de Kammerater til Hjælp, hvis den havde haft det Uheld, at dens Kugle ved et eller andet Tilfælde kom i Klemme eller sad fast, saa den ikke ved egen Kraft kunde trille Kuglen videre. At hverken den ene eller den anden af disse Opfattelser er rigtig, har Fabre godtgjort. Den førstes Urigtighed har vi allerede omtalt. Et Forsøg af Fabre viser, hvorledes heller ikke den anden — i sig selv saa tiltalende — Betragtning holder Stik. Den viser tillige, at Ska- rabæen meget godt paa egen Haand i det mindste forsøger at hjælpe sig under kri- tiske Forhold. Naar Fabre fæstnede Kuglen paa Spidsen af en Pind, som han stak fast i Jorden, prøvede Skarabæen først en Tid lang at puffe og skubbe til Pin- den; og blev dette uden Resultat, forsøgte den at faa Kuglen løftet af Pinden ved at rejse sig, saa højt den kunde, paa Bagbenene og puffe til med Bagkroppen. Kunde den ikke naa højt nok op til at faa Kuglen gjort løs, lagde den Smaasten hen under Pinden for at komme mere til Vejrs. Først, naar heller ikke det hjalp, opgav den det hele, lod Kuglen blive siddende og fløj bort,-men den kom aldrig tilbage med nogen »Kammerat«, der skulde hjælpe den ud over Vanskelig-