Universets Undere
1. Bind

DEN HELLIGE TORBIST 305 hederne! Lige saa lidt skete dette, naar Fabre havde anbragt Gødningskuglen i en Sprække eller Kløft, som Skarabæen ikke selv kunde faa den ud af. Har Torbisten omsider lykkelig og vel faaet sin Kugle trillet hen paa et Sted, der synes den formaalstjenligt, begynder den med sit skovldannede Hoved og sine stærke Forben at grave en Hule, stor nok til, at baade Kuglen og den selv kan være deri; og efter at den har lukket sig inde i denne provisoriske Spisestue, tager den fat paa Maaltidet. Den levner intet, vedbliver at æde af Kuglen, indtil hver Stump er fortæret, hvilket kan vare 8—14 Dage. Først naar den sidste Bid er spist, kommer Dyret igen frem af sin Hule for at flyve afsted paa en ny Ekspedition efter Gødning. Indfinder en anden Skarabæ sig for at yde »Hjælp«, naar det Sted, hvor Kuglen skal skjules, er valgt, og Nedgravningen skal begynde, bliver den retmæssige Ejer forskræmt, opgiver at grave sin Proviant ned og flyver bort, — hvorpaa den for- ræderiske »Ven« naturligvis snapper den eftertragtede Lækkerbidsken. Ved Foraarstid har Hun-Skarabæerne travlt med at danne særlige Kamre for deres Æg — et i hvert — og for den Føde, der skal medgives til det vordende Af- kom. Hvert Kammer udfyldes rigeligt med Gødning, og denne anbringes i forskel- lige Lag, hvis Beskaffenhed veksler efter en bestemt Regel. Det midterste Lag, der indeholder Æget, bestaar af en blød, fin Dejg, hvormed den spæde, nyfødte Larve kan delikatere sig; de andre Lag bliver mere og mere grove, jo nærmere de ligger Kamrets Vægge, og hvert Lag indefra udefter svarer til de stigende Alderstrin og den tiltagende Størrelse hos Larven, hvis Krav til Fødens Beskaffenhed ændres i samme Forhold, indtil den sidste grove Bid er fortæret, og Forpupningen indtræ- der — den dødlignende Mumietilstand, der gaar forud for det Øjeblik, da den ny Skarabæ sprænger sit Gravfængsel og flyver ud til det arbejdsomme Liv, hvori Oldtidsægypteren lagde saa megen symbolsk Betydning. BÆVEREN SOM BYGNINGSINGENIØR BÆVEREN er et af de faa Pattedyr, hvorom det kan siges, at de under visse For- hold kan medføre landskabelige Forandringer af blivende Natur i de Egne, de bebor. Aarsagen til disse Forandringer er først og fremmest de Dæmninger, Bæverne kan opføre af Stammer, Grene, Stene og Dynd, og som lægges tværs over Floder for at dæmme op for Strømmen og danne et Bassin, hvori Vandet er roligt og til- lige saa dybt, at Dyrene om Vinteren kan holde Indgangene til deres Boliger aabne under den tilfrosne Overflade. I Kanada kan disse Dæmninger efter en Kolonis aarevise Arbejde og fortsatte Udbedringer og Tilføjelser blive et Par Hundrede Meter lange og være fire, fem Meter høje. Ved sin Grund kan Dæmningen være seks, syv Meter bred, men aftager opefter, saa at den foroven kun har et Par Me- ters Bredde. Ovenfor Dæmningen vider Strømmen sig ud til en Dam eller Sø, der kan dække over 30 Tønder Land og mere. I Tidens Løb fyldes den op med Mudder og Plan- tedele, og efterhaanden gror den til, saa at Søen omdannes til Sump og endnu senere til en frugtbar Engslette, hvis Græstæppe paa iøjnefaldende Maade bryder og omformer Skovlandskabet. Mange indianske Landsbyers Navne viser, at Byerne er opstaaede paa disse »Bæver-Enge«. Hvor nu Byen Montreal ligger, laa saaledes Universets Undere. 39