Universets Undere
1. Bind

332 UNIVERSETS UNDERE og Striber paa mørk Grund, som man tillægger Betydning som Advarselsfarver, fordi de ved deres grelle Modsætninger, dels indbyrdes, dels til Omgivelsernes grønt, udmærket egner sig til allerede paa lang Afstand at falde i Øjnene og standse Angriberen, inden det er for sent. Vore almindelige Humlebier og Gedehamse er velbekendte og typiske Eksempler paa saadanne Advarselsfarver. De mest slaaende Eksempler kendes dog blandt visse tropiske Sommerfugle- familier, der omfatter nogle af de skønneste Repræsentanter for denne farverige Insektorden. Straalende Pragt og langsom, magelig Flugt paa brede Vingefang viser paa Forhaand, at disse Sommerfugle maa have en eller anden Egenskab, der gør dem trygge overfor Fuglene. Heller ikke medens de hviler sig med Vingerne klap- pede sammen, skjules Farvepragten; i Modsætning til andre Dagsommerfugle er deres Vingers Underside nemlig omtrent lige saa stærkt farvet som Oversiden. Og som for rigtig at stille sig til Skue sætter de sig gerne paa de mest iøjnefaldende Steder og skjuler sig ikke som andre Sommerfugle under Løvet. I enhver Hen- seende synes de givne til Pris for Fjenden som et let Bytte; og dog er de baade ved Artsrigdom og ved Individernes Mængde aabenbart nogle af Tropernes mest al- mindelige Sommerfugle, som man genser overalt. Forklaringen, der skal løse denne Gaade, er da den, at disse Sommerfugle alle har ildelugtende Vædsker. Klemmer man en af dem ihjel, farves Fingrene gule og stinker saa gennemtrængende og ved- holdende, at man maa vaske sine Hænder flere Gange, inden Stanken fortager sig. At de insektædende Dyr virkelig føler stærkt Ubehag ved denne Stank eller maaske ligefrem ikke kan taale den skarpe Vædske, fremgaar af mange Iagttagel- ser og Forsøg. Den engelske Biolog Belt prøvede ofte at give sin tamme Abe en af de omtalte Sommerfugle, men skønt Aben ellers altid med synlig Lyst slugte de Sommerfugle, han rakte den, tog den, naar det gjaldt en af de ildelugtende Arter, nok — velopdragen som den var! — mod Gaven, men trillede den med Fingrene sammen til en Kugle, som den smed bort; og den lod sig aldrig bevæge til at spise nogen af disse Sommerfugle. Det er dog særlig med Larver af Sommerfugle, at de fleste Forsøg er anstillede over iøjnefaldende Farvers Betydning som Advarselsmiddel. Det var Wallace eller rettere, om end indirekte, Darwin, der gav Stødet dertil. Medens Darwin var be- skæftiget med Udarbejdelsen af sin bekendte Teori om Parringsvalget, der gaar ud paa at forklare mange straalende og stærke Farvetegninger som Resultat af en kønslig Udvælgen, bragte Sommerfuglelarvernes ofte saa grelle Farver ham i Forlegenhed; thi her, hos Larver, kunde der jo fornuftigvis ikke være Tale om et kønsligt Valg, et Parringsvalg. Darwin henvendte sig da til Wallace for at bede ham være sig behjælpelig med at knække denne Nød, og Wallace, der paa sine Troperejser havde gjort saa mange Iagttagelser angaaende Sommerfugles Advar- selsfarver, udtalte som sin Formodning, at vi vistnok i de af Darwin anførte Lar- ver havde ganske tilsvarende Eksempler paa Advarselsfænomener, — at disse sær- lig iøjnefaldende Larver rimeligvis var uspiselige, og at deres grelle Farver og hele Stillen sig til Skue havde den Betydning at gøre det muligt for deres Fjender straks ved første Blik at kende dem fra de spiselige Arter og lade være at forgribe sig paa dem. Ingen Forsøg var endnu dengang anstillede paa dette Omraade, men efter at Wallace havde fremsat sin Hypotese om Advarselsfarver, begyndte adskillige Bio- loger ad Eksperimentets Vej at komme til Klarhed over Problemet ved at fodre Fugle eller andre insektædende Dyr, som de holdt i Fangenskab, med en Mængde