Universets Undere
1. Bind

NARHVALENS SPYD 337 det? Maaske, mener nogle, ved et voldsomt og pludseligt baglænds Ryk, ved at Dyret ligesom »slog Bak«. At Hovedets Skelet er meget skævt udviklet og langt kraftigere paa venstre Side end paa højre, synes en naturlig Følge af den venstre Fortands uhyre Vækst hos Hannerne og den dermed følgende Nødvendighed af at blive solidt forankret i Ho- vedets Benmasse. Med denne Asymmetri følger en tilsvarende Vridning til venstre for Næseborenes Vedkommende; men mærkeligt er det, at denne skæve Vridning ogsaa finder Sted i de Undtagelsestilfælde, da Narhvalen har begge sine Stødtænder ligelig udviklede. Er Narhvalernes Spyd end mindre gaadefulde end de »Horn« af »Enhjørninge«, hvorom man fablede, saa længe man kun kendte de til Europa hjembragte Tæn- der, uden at vide, hvilket Dyr de havde tilhørt — og er en saadan Tands Værdi som Elfenben end ringe, sammenlignet med de Tider, da det mystiske »Horn« an- saas for en helbredende Relikvie og, som i Dresdens kurfyrstelige Samling, op- hængtes i en Guldkæde til 100,000 Rigsdalers Værdi — og har »Enhjørningen« nu kun Realitet som Skjoldbærer i det engelske Rigsvaaben og som et Symbol i Digt- ningens Verden------dens Ophav, Narhvalen, færdes endnu i Flokke paa Tusinder som et af Polarhavets levende Vidundere, mystisk og aparte. EN MISTELTENS HISTORIE ALLE kender Misteltenens mytologiske Historie og ved, at de gamle Nordboere > opfattede den som en spæd Stængel, den eneste af Jordens Planter, der ikke var taget i Ed om at skaane Balder, — hvorfor det da ogsaa blev den, Loke be- nyttede som Vaaben mod den ellers usaarlige Gud. I andre Folkeslags mytiske Forestillinger opfattes Misteltenen paa andre Maader. En hel Sagnkreds er knyttet til denne ene Plante. Dette er ret forklarligt; thi uvilkaarlig maatte Menneskene studse, naar de ved Vintertid oppe paa de nøgne Kroner pludselig fik Øje paa et Grenknippe, der stod livsfriskt med grønne Blade i den ellers døde, bladløse Skov. Ganske naturligt satte dette Syn deres Fantasi i Svingning. Den gaadefulde Busk, der sad højt oppe paa et fremmed Træ og bar Blade og Bær midt i Vinterens Hjerte, blev en Trolddoms- Plante eller et Symbol, forskelligt i sit Indhold efter Slægternes vekslende Natur- opfattelse. I en af de mange Myter, der omspinder Misteltenen, falder dens perle- hvide Bær fra Himlen ned paa det Træ, hvor de spirer frem, og den vintergrønne Busk bliver Symbolet paa den kommende Vaar, paa Naturens Genopvaagnen efter den livløse Vinter. Det er denne Tanke, der ligger til Grund for den i England — og i de senere Aar ogsaa her hjemme.— saa hyppige Anvendelse af Mistelten som Dekoration ved Jule- og Nytaarstid. Den skal symbolisere det nye Aar, Livets Gen- fødelse. Allerede i den gamle nordiske Mytologi spores maaske den samme Tanke — thi efter Balders Død opstod der jo en ny Verden. Det er imidlertid ikke Misteltenens Betydning i folkloristisk Henseende,, vi her skal gaa ind paa, men dens egen Livshistorie. Og denne er ikke mindre fængs- lende, naar man lærer den nærmere at kende. Vor almindelige europæiske Mistelten (Viscum album) er kun en enkelt Art indenfor en talrig Familie, der er spredt over hele Jorden, baade paa den vestlige og den østlige Halvkugle. I alt tæller den ca. 500 Arter, overvejende tropiske, og Universets Undere. 43