Universets Undere
1. Bind

 348 UNIVERSETS UNDERE Opdagelsen af denne fjerne Planets »Ring« — eller rettere flere koncentriske Ringe — og Tydningen af dette mærkelige Fænomen udgør et af de interessanteste Afsnit i den astronomiske Forsknings Historie. Den Afstand, hvori Saturn kredser omkring Solen, er næsten ti Gange saa stor som Jordens — 1425 Millioner Kilometer mod kun halvanden hundrede Millioner__ og naar den er os nærmest, er den omtrent otte Gange saa langt fra os som Solen. For at kredse een Gang om Solen gennem sin uhyre Bane bruger den 2972 Aar, medens den i Løbet af kun ICP/4 Time svinger sig en Gang om sin egen Akse — en PLANETEN SATURN MED SINE RINGE. Efter Iagttagelse af Barnard paa Lick-Observatoriet. Hastighed, der er saa meget mere imponerende, som Saturns egen Klode — inden- for Ringen — er 760 Gange saa stor som Jorden og blandt vort Solsystems Planeter kun overgaas af Jupiter. Gennem Kikkerten ses parallelle Skybælter, der omslutter og skjuler selve Kloden, hvis Natur i alle Hovedtræk minder om Forholdene paa Jupiter. Da der senere i dette Værk vil blive givet en Skildring af denne Planet — Kæm- pen i vort Solsystem — skal her kun nærmere omtales det, som er det karakteri- stiske for Saturn, dens Ring. Det var i 1610, at den berømte italienske Fysiker og Astronom Galileo Galilei rettede sin Kikkert mod Himmellegemerne — en efter Nutidens Forhold beskeden og ufuldkommen Kikkert, men paa Galileis Tid et Vidunderinstrument, der lod ham se meget, som intet Menneskeøje før havde skuet. »Stjernernes Sendebud« kalder han poetisk det lille Skrift, hvori han fortæller om sine Opdagelser — en Titel, der i sig selv klinger som en Fanfare for alt det ny, hvorom han beretter: