Universets Undere
1. Bind

350 UNIVERSETS UNDERE i 1656 ved Hjælp af en efter Datidens Forhold fortræffelig Kikkert blev klar over disse gaadefulde Formforandringer. Resultatet af sine Iagttagelser og Tydninger sammenfattede den forsigtige Forsker i et Nøglesprog, hvis Tydning kun hans Ven- ner kendte, og Meddelelsen lød i al sin Korthed saaledes: »Saturn omgives af en Ring, der er tynd, plan, fritsvævende og skraatstillet mod Jordens Plan«. Hermed var den Gaade løst, der voldte Galilei saa megen Græmmelse: Det er ikke to min- dre Stjernelegemer, men et ringformigt Bælte, der omgiver og følger Saturns cen- SATURNRINGENS FASER. I Midten Solen, og mellem den og Saturns Bane Jorden. trale, store Legeme uden at forandre sin egen Stilling i Forhold til dette. Saavel Formskiftet som den periodiske Aftagen og Forsvinden er kun tilsyneladende, fordi Jorden og Saturn stadig skifter Stilling til hinanden, hvorved. Ringdannelsen af perspektiviske Grunde samtidig stedse maa forandre Form og nu og da næsten forsvinder, — saaledes som hosstaaende Figurer anskueliggør det. Intet Under da, at Galilei med sin ret primitive Kikkert maatte tyde Ringen som to fra Saturns Sider udvoksende og atter bortsvindende Maaner. Nyere Iagttagelser har yderligere godtgjort, at »Saturns Ring« ikke er een sam- menhængende Masse, men flere koncentriske Bælter, der er indbyrdes adskilte ved aabne Mellemrum, som paa vore Billeder er antydede ved mørke Striber. Det samlede Ringsystems Udstrækning er uhyre, idet dets Tværmaal udgør 278,000 Ki- lometer. Heraf udgør selve Ringfladens Bredde 65,000 Kilomer. Derimod er dens Tykkelse paafaldende lille — højst 80 Kilometer.