Universets Undere
1. Bind

352 UNIVERSETS UNDERE Opdagelsen af Saturns Ring og Maalningerne af dens Størrelse gav imidlertid kun Anledning til nye Spørgsmaal, som krævede Løsning — først og fremmest Spørgsmaalet om denne Ringmasses egentlige Natur. Er den fast, flydende eller luftformig? Nogle Astronomer og Matematikere holdt paa een Anskuelse, andre paa en anden. Blandt fremragende Forskere, der hævdede, at Ringen ikke kunde være en fast, ensartet Masse, var Laplace, idet han paaviste, at den i saa Fald maatte være bristet. Først nyere Iagttagelser og Beregninger, bl. a. af den engelske Astronom Maxwell, har godtgjort, at Saturns Ringe bestaar af tætte, indbyrdes ad- skilte Sværme af Smaalegemer, der kredser om Planeten som et Utal af smaabitte »Maaner«. Hver af de koncentriske Ringe er en kredsende Strøm af Himmellege- mer, saa smaa, at vi, selv med den bedste Kikkert ikke kan se Kredsstrømmenes SATURNS RINGE OVER PLANETENS SKYDÆKKE. Saturn er selv skjult af Skyerne, men kaster Skygge paa Ring-bæltet. Over dette ses en af Saturns Maaner. enkelte Dele, selve Smaa-Legemerne. Ved matematiske Beregninger og gennem de Erfaringer, der er indvundne ved Spektralanalysens Anvendelse paa Saturn og dens Ring, ved vi imidlertid, at saaledes maa Forholdet være. Om de utallige Dværg- maaner, der i ganske tætte Skarer danser Ringdans om Saturn, er støvfine eller som Meteorstene, har vi derimod ingen Anelse om. Saa meget kan vi dog sige, at de er saa smaa og ubetydelige, sammenlignet med Hovedkloden, at de i Forhold til den kun virker som en Støvmasse. Foruden disse Støvringe omkredser imidlertid en halv Snes spredte Maaner Sa- turn. Disse Maaner er saa smaa, at ingen af dem kan maale sig med Jordens, og de fleste er betydelig mindre; — men sammen med Ringene bidrager de dog deres til at danne en hel Verden for sig, hvori Saturn er den mægtige Hersker.