Universets Undere
1. Bind

28 UNIVERSETS UNDERE foldede Arme ind mod Brystet! Og dog er denne Dame netop mest krigsberedt, jo andægtigere hun tager sig ud! Hvad der ligner foldede Arme, er i Virkeligheden et Par morderske Angrebsvaaben, hvert Sekund beredte til blodig Daad. Den oprejste Stilling, det langstrakte Brystparti, den tynde Hals, der bærer Hovedet med det store, udstaaende, af Hundreder af Smaaøjne sammensatte Øjepar, er altsammen vel egnet til at give Spejderen et frit Overblik over Omgivelserne og benytte det rette Nu. Selv i aaben Mark er den dækket af sin Dragt paa samme Vis, som de moderne, graagrønne Uniformer skal dække Soldater i Felten; ogsaa Knælerne er oftest grønne, graagule eller graabrune; og saa nøje er Farvetilpasningen gennem- ført, at de Knælere, der kommer frem i For- og Midsommerens Tid, medens endnu alt Løv og Græs er friskt, ogsaa selv er frisk grønne, medens de ud paa Høsten og KNÆLEREN NYDER SEJRENS LØN. Eftersommeren optrædende Individer oftest har mere skidne, efteraarsagtige Far- ver,— hvilket dog næppe maa förstaas saaledes, at samme Individ kan skifte Farve, som f. Eks. hos Blæksprutterne og Kamæleonerne; snarere er Farveforandringen et Udslag af det, man kalder »Sæsondimorfisme« : de i Forsommeren udviklede Knæ- lere er »født« grønne, de senere udviklede derimod mere gulligbrune. Det mest karakteristiske i Knælerens Udseende og Bygning frembyder imidler- tid dens Arme eller rettere: Forben. Medens andet og tredje Par Lemmer er slanke, fine Gangben af en næsten balletagtig Elegance, er Forbenene paafaldende kraftige. Det stærkt forlængede Hofteparti bærer et svært Laar, væbnet med spidse Torne, udhulet til en Skede som Skaftet paa en Tollekniv. Til Knivsbladet svarer det sa- belkrumme, skarpe og spidse Skinneben, der lynsnart smækkes ud af Skeden, naar Byttet er indenfor de lange Griberedskabers Rækkevidde. I samme Nu er det gre- bet og ført op til Mundens Kindbakker, et Par korte, skarpe Saksblade, der hurtig parterer det. — Saa længe Knæleren spejder, er det kun Hovedets langsomme Drej- ninger paa den tynde Halsstilk, der forraader, at der er Liv i den grønne Tingest,