Universets Undere
1. Bind

KNÆLEREN 29 og oftest afventer den rolig Byttets Komme; men undertiden lister den sig dog og- saa ganske langsomt, dækket af sin Overrumplingsfarve hen mod det intet anende Insekt. Mere drabelig tager den sig ud i det Øjeblik, den aabenlyst gaar over til Angreb. Med løftede Vinger og paa lette Dansetrin løber den, som Billedet viser, den over- raskede Græshoppe i Møde, og i næste Nu udspinder en haard Kamp sig mellem de to Modstandere, hvis skarpe Kindbakker gør dem i næsten bogstavelig Forstand væbnede til Tænderne. Udfaldet er dog næppe tvivlsomt, thi Fangsaksen vil om- klamre den i og for sig kraftige Græshoppe, saa at den næppe vil naa levende ud KNÆLER-HUNNEN ÆDER EN UHELDIG FRIER. af Fælden. Selv de behændige Smaafugle kan endog blive klemt fast i Saksen og slipper i hvert Fald ikke helskindet fri. Et Bevis derpaa har Zoologen Burmeister set under sine Rejser i Brasilien, idet han en Dag fandt en lille Fugl, hvis Hoved en Knæler havde bidt Stykker ud af for at komme ind til Hjernen. Selv om denne Fugl er bleven overrumplet i Søvne, vidner det dog baade om store Kræfter og om fræk Dristighed hos Knæleren, at den turde overfalde og en Tid lang kunde holde fast ved et Hvirveldyr. Hvor haabløs maa da ikke et fanget Inkekts Skæbne være. Det er imidlertid ikke blot overfor andre Dyr, at Knælerne bag deres hyklerske Maske skjuler en umættelig Kamplyst — ogsaa mellem de to Køn raser Kampen ofte hensynsløst og blodigt. Og det er da altid det Køn, som hos Menneskene i svundne Tider kaldtes »det svage«, der gaar af med Sejren og i Virkeligheden — som ogsaa tidt i Menneskelivet — er det stærke og overlegne. At Styrkeforholdet