Universets Undere
1. Bind

FRA JUPITERS VERDEN 387 atter viser Tegn til at blive mere fremtrædende. Maaske er den til Tider skjult af overliggende Skymasser, og det er meget muligt, at den er identisk med visse Fæ- nomener, der iagttoges paa forskellige Tidspunkter i sidste Aarhundred, ja maaske med en Iagttagelse gjort af Hooke saa langt tilbage som i 1664. Ganske naturligt har der været fremsat mange Gisninger og Spekulationer over, hvad en saa iøjne- faldende Fremtoning kan være. Nogle har antaget den for en Vulkan, andre for en Del af selve Jupiterklodens Overflade, der ragede op gennem Dampmasserne. Men ingen ved med Bestemthed, hvad det er. Kun saa meget er sikkert, at skønt denne Plet saa længe har været synlig, udgør den ikke nogen fast Del af Planeten, thi den viser stadig Bevægelighed og forskyder sig baade i Længde og Bredde. Paa Farvetavlen ses denne mærkelige Plet, saaled.es som den har præsenteret sig i de senere Aar, indrammet i en Bugtning af et af de mørke Bælter. Et andet Fænomen, der i længere Tid har kunnet iagttages paa Jupiter, er et Frembrud af en mørk Stofmasse mellem de to Hovedbælter paa den sydlige (paa Figurerne øvre) Halvkugle. Forskydningen, der først iagttoges som en forholdsvis ringe Forstyrrelse i 1901, ses paa Astronomen Antoniadis hosstaaende Tegninger. Allerede de her berørte Forhold viser, at vi ikke kan antage Jupiter for beboet af levende Væsener. Dens hede, maaske endnu smeltede Masse gør den uskikket til at huse organisk Liv. Alligevel er Jupiter en i særlig Grad interessant Planet, fordi den saa smukt illustrerer Teorien om Himmellegemernes gradvise Udvikling. Vi ved, at selv om den næppe er hed nok til endnu at udstraale Lys i Lighed med Solen, har den dog bevaret mange Lighedspunkter med denne, og den staar som et naturligt Mellemled mellem Solens mægtige, hede og lysgivende Himmellegeme paa den ene Side og de mindre, afkølede og mere faste Kloder i vort Solsystem — Jorden, Mars og Maanens uddøde Verden — paa den anden Side. Vi kan næppe drage i Tvivl, at vor egen Jord i fjerne, henrundne Tidsrum var en lige saa blød og plastisk Masse, som Jupiter er det i vore Dage, og at den endnu tidligere har været selvlysende ligesom Solen; men da dens Masse var saa ringe, afkøledes den forholdsvis hurtigt og har derfor længe kunnet egne sig til at huse Plante- og Dyreliv. Jupiter ledsages af otte Maaner, hvoraf de fire blev opdagede af Galilei i 1610. Disse fire er saa iøjnefaldende, at de kan ses med en god Feltkikkert; men de an- dre er meget utydelige, og tre af dem blev først opdagede ved Himmelfotografering og lader sig i det hele taget bedst studere paa fotografiske Gengivelser. Den mær- keligste af dem alle er den yderste, som Astronomen Mellotte opdagede paa Foto- grafier, tagne fra Greenwich-Observatoriet i 1908. Den er saa langt borte fra Ju- piter, at den bruger mellem otte og ni hundrede Dage blot til een Omkredsning om sin Hovedplanet. MÆRKELIGE FUGLEREDER TÆNKER man i al Almindelighed paa en Fuglerede, vil man uvilkaarlig fore- stille sig den som en kredsrund, mere eller mindre dyb Skaal, dannet af Grene, Straa eller Mos og indvendig foret med Dun eller Haar. I de allerfleste Tilfælde vil dette Billede jo ogsaa nogenlunde svare til Virkeligheden; men der er dog især i de tropiske og subtropiske Lande — ikke faa Fuglereder, der baade i Form og Bygningsmaade afviger saa stærkt fra den almindelige Type, at en Beskrivelse og Billedrække af »mærkelige Fuglereder« vilde kunne fylde adskillige af dette 49*