Universets Undere
1. Bind

MÆRKELIGE FUGLEREDER 393 Blod. Heller ikke denne Anskuelse er rigtig; men den kommer Sandheden noget nærmere, for saa vidt som den hævder, at Byggematerialet stammer fra Udson- dringer af Fuglen selv. Forskeren Bernstein er trængt lige ind til Spørgsmaalets Kærne, idet han har studeret Fuglenes Redebygning paa deres Tilholdssteder, de lodrette Fjeldvægge og vanskeligt tilgængelige Klippehuler ud mod Havet. Hans Resultater støtter sig dog ikke fuldt saa meget paa direkte Iagttagelser over de ægte spiselige Salanganreder som over en nærstaaende Arts, »Kusappiaen, der bygger i mindre mørke, lettere tilgængelige Huler. Ligheden mellem de to Arters Reder er imidlertid saa stor, at det er berettiget at overføre Iagttagelserne fra den ene paa den anden. Hovedresultatet af hans Undersøgelser er følgende: De spise- lige Reder springer frem fra Klippevæggen som smaa Skaale, hvis fasthæftede Rande til yderligere Støtte er vingeformig udvidet til Siderne. Den ganske tynde, hvidlige eller brunlige Skaal er næsten gennemsigtig og viser en tydelig Tværstribning, der aabenbart er fremkommen ved den gradvise Aflejring af Bygge- stoffet. De hvide Reder, hvis Handelsværdi er størst, er vist- nok de sidst dannede, medens de brune, mindre værdifulde, er ældre Reder, hvis Æg allerede er udrugede og Ungerne op- fostrede. Æggenes Antal er sæd- vanlig kun to, undertiden tre, og de lægges uden noget Underlag direkte paa Skaalens Bund. I Form ligner »Kusappi«ens Reder de spiselige; men deres Materi- ale er for en stor Del bløde Plan- testoffer, Mos, Græsstraa og lig- ovnfuglens rede. nende, og den lim- eller hornag- tige Masse tjener da kun til at hæfte Skaalen fast og sammenklæbe dens forskel- lige fremmede Bestanddele, der naturligvis gør Reden værdiløs som Handelsvare. Bernstein fandt, at Fuglenes Spytkirtler svulmer paafaldende stærkt op i Redebyg- ningens Tid og allerede under Rugeperioden er svundne ind til normal Størrelse. De udsondrer en usædvanlig Mængde Spyt, saa sejgt og fastklæbende, at det lig- ner en mættet Gummiopløsning og med en lille Pind kan trækkes ud af Kirtelaab- ningerne under Fuglens Tunge som lange, sammenhængende Slimtraade, der ved Drejninger af Pinden kan vikles om denne. I Luften størkner dette Spyt til en fast, hornagtig Masse, der sammenbinder Græsstraa, Papirstumper o. s. v., ganske som Gummi, og hvis Stof er nøjagtig det samme som det, hvoraf Rederne er byggede. Naar Fuglene begynder at sætte Bo, flyver de en halv Snes Gange eller flere i Træk ind mod Fjeldvæggen og trykker med Tungespidsen Spyttet fast dertil, saa at det, idet det størkner, danner den halvkredsformede Rand, der bliver Støttepartiet for den senere Skaal. Medens »Kusappi«erne fra nu af anvender Plantedele, blandede og sammenklæbede med Spyt, vedbliver de ægte Salanganer udelukkende at be- nytte Spyt. Under hver ny Tilbygning af Materiale til Skaalens Rand, klamrer de sig fast til denne og fører med Sidebevægelser af Hovedet et nyt Spytlag hen over den. Derved fremkommer de Tværstriber, man ser i Skaalen. Nu og da kan det Universets Undere. ^0