Universets Undere
1. Bind

FRA DIATOMÉERNES USYNLIGE VERDEN 409 ning er den, at to Celler forener sig, forinden en ny Organisme kan dan- nes, er Forholdet mere primitivt hos Diatoméerne. Hvert Celleindi- vid er der, som Regel, »sig selv nok« — dog kun indtil en vis Grænse. Forud for Celledelingen søger Dia- toméen sig ikke nogen Mage; i den lille Protoplasmaklump, der udgør dens Cellekrop, deler først Kernen sig, hvorefter Protoplasmaet uden om den ogsaa snører sig sammen. Alt dette foregaar indenfor de to Skaller, der omslutter den lille Or- ganisme, og Resultatet bliver en Tvillingdannelse, et Par Søskende, der tilsammen ikke er større end Modercellen, og som endnu ligger indkapslede i dens gamle Hylster. Men denne siamesiske Tvillingtil- stand varer kun kort; de to smaa Søskende sprænger Æsken, hvis Laag tilfalder den ene Part, medens den anden maa nøjes med den lidt mindre Bund. Den, der fik Laaget, danner en ny Kiselskal, som bliver Bund i den ny Æske. Men den, der fik den gamle Bund, danner sig ik- ke noget nyt Laag, som slutter der- om; den gamle Bund bliver Laag, og den nydannede Skal bliver saa lille, at den kan skyde sig ind inden- for Laaget og saaledes bliver Bun- den i den ene af de to nydannede Diatomé-Æsker. Med andre Ord: den nye Skal bliver altid Æskens Bund. Saaledes fortsætter denne mær- kelige Deling sig gennem flere Ge- nerationer og i rask Rækkefølge, men Resultatet deraf bliver jo, at de fleste nydannede Diatoméer stedse bliver mindre og mindre, idet den nye Skal altid skal skydes in- denfor den ældre, nedarvede. Der bliver flere og flere Liliputter, — og sandalformet diatome. omtr. 75o gange forstørret. fortsattes der saaledes i det uendelige, vilde Diatoméerne blive til »ingenting«. — Denne Fare undgaas ved en Slags Selvregulering af Naturen, som kan give sig 52 Universets Undere.