Universets Undere
1. Bind

424 UNIVERSETS UNDERE med den retmæssige Beboer ved at hale den ud med Klosaksene og holde Fest- maaltid paa den, forinden den selv rykker ind i den afdødes Lejlighed. Maaske hænder det ogsaa, at to smaa Eremitkrebs rivaliserer om den samme Snegleskal og udkæmper en haard Dyst med hinanden, indtil den ene Part er bleven saa grun- dig gennembanket, at den finder det klogest at opsøge sig en anden Lejlighed. Uheldigvis maa Eremitkrebsen, efterhaanden som den vokser til, foretage adskil- lige Flytninger, idet Udenomsbekvemmelighederne bliver for smaa i Forhold til den stedse tykkere og tykkere Bagkrop, der tilsidst bliver en uformelig, blød Sæk, hvori Indvoldene gemmes, — en stedse federe Lækkerbidsken for mangen en sul- ten Fisk. De Øjeblikke, da Eremitkrebsen maa forlade det gamle, trange Sneglehus for at rykke ind i et nyt og rummeligere, betegner lige saa mange kritiske Tids- punkter i dens Liv, og man kan derfor ikke undre sig over, at den slæber sit Hus med sig, indtil den er sikker paa at have et nyt i Beredskab til Indflytning. Er den bleven en ældre, udvoksen Krebs, kan Byrden være stor nok: den Kong- eller Trompetsnegleskal, der da oftest er Eremitkrebsens transportable Hus, er jo baade tung og tyk — saa tyk, at man skulde anse den for saa godt et Værn mod Angreb, at der intet yderligere Forsvar behøvedes. Saaledes er det imidlertid ikke — og netop derfor hænder det saa ofte, at Ere- mitkrebsen opgiver den Eneboertilværelse, hvortil Skæbnen skulde synes at have bestemt den, og hvorefter den — lidet træffende — har faaet sit Navn. Som vi skal se, er Eremitkrebsen netop et i høj Grad selskabeligt anlagt Væsen, der har adskillige trofaste Venner og Omgangsfæller. En af Eremitkrebsens hyppigste Husvenner er Aktinien eller Søanemonen, en enlig, d. v. s. ikke kolonidannende og kalkbyggende Koral, hvis bløde, cylinderfor- mede Legeme med den elegante, blomsterlignende Armkrans foroven omkring Munden saa ofte ses paa de af Eremitkrebs beboede Skalhuse. At Søanemonen gerne vil tage Plads oppe paa Krebsens Hus, er let forklarligt; den er jo selv et stillesiddende eller kun lidet bevægeligt Dyr, som derved faar udmærkede Chancer for at kunne gøre Smaarejser, hvorved Udsigterne til rigelig Næring forbedres, — rent fraset, at der kan falde mangen en Smaabid af fra Husfællens Maaltider og blive mange Smaaorganismer hvirvlede op ved Krebsens Bevægelser hen over den mudrede Havbund. At Eremitkrebsen derimod godvillig skulde finde sig i, at den Byrde, dens Hus i sig selv er, yderligere forøges ved, at en eller maaske flere frem- mede Væsener tager Plads oppe paa Taget og skal slæbes med rundt, er paa For- haand ikke saa indlysende; men Iagttagelser fra Akvarier, hvori man har studeret dette Gensidighedsforhold, viser, at det gamle Princip »noget for noget« ogsaa gæl- der mellem Eremitkrebs og Søanemoner, og at Korallen ikke for ingenting faar gratis Rejser og lettere Adgang til Føde. I Neapels berømte Akvarium har man saaledes ikke een, men mange Gange set, at Blæksprutter har angrebet Eremit- krebs og været i Færd med at hale dem ud af deres Snegleskal for saa pludselig at slippe Byttet og skyndsomst fjerne sig. Aarsagen til det saa heldigt afslaaede Angreb var imidlertid ikke Eremitkrebsens Klosakse — thi dem kan Blækspruttens Sugearme nok holde i Ave — men et Batteri af giftvæbnede Neldetraade, som Sø- anemonens Arme oppe fra Sneglskallens Top rettede mod Fjenden. Belærte af egne og af Slægtens Erfaringer angriber Blæksprutterne da ogsaa kun i Nødsfald, tvungne af Sult, de Eremitkrebs, der har indgaaet Alliance med Søanemoner. De, der der- imod ikke er saa heldige at have dette levende Forsvar paa deres Hus, er meget efterstræbte.