Universets Undere
1. Bind

426 UNIVERSETS UNDERE mod Fiskenes Efterstræbelser ved at ty ind i de øverste, tomme Vindinger af Kreb- sens Sneglehus. Den antages — som en Slags Tak for ydet Tjeneste — at gøre Nytte ved at fortære de Rester fra Eremitkrebsens Maaltider, der kunde ophobe sig i Huset og forurene det. Et andet Fotografi, Side 420, viser, hvorledes Svampe undertiden indtager og udfylder Søanemonens sædvanlige Plads, hvorved de opnaar samme Fordele som den. Derimod er deres Gentjeneste for saa vidt mindre værdifuld, som de ikke har Giftredskaber, hvormed de kan afværge Angreb paa Eremitkrebsen; men deres Vært har dog den Nytte af Samlivet, at Svampen i høj Grad bidrager til at gøre den ukendelig eller helt skjule den. Lignende Fordele opnaar Eremitkrebsen ved, at mange andre smaa, i sig selv ubevægelige Dyreformer slaar sig ned paa dens transportable Hus — Smaapolyper, Kalkrørorme, Rurer o. m. fl., — hvor deres Kolonier danner større eller mindre Overtræk, der afleder Fiskenes og Blæksprutternes Opmærksomhed fra den, der er Hovedpersonen og det attraaede Centrum i hele det lille brogede Samfund. Undtagelsesvis kan det rigtignok ske, at Husets Gæster tager saa stærkt Over- haand, at det kan knibe for dets Ejer at holde dem paa behørig Afstand, saa at de ikke spærrer Eremitkrebsen inde i dens eget Hjem. Er det Kolonier af Smaapoly- per, som skyder altfor livligt Knopper og breder sig ud over Indgangsaabningen, maa den »luge«, for at holde Porten fri; og det samme er Tilfældet, naar en Svampe- koloni vokser saa stærkt, at Faren for Indespærring truer. At det ikke altid lykkes Eremitkrebsen i Tide at afværge denne Fare fremgaar af, at man kan finde Snegleskal- ler, hvis Aabning er tilstoppet af en Svamp, og i hvis Indre den arme Eremitkrebs har lidt Hun- gersdøden eller er bleven kvalt ved et for intimt Samliv, hvori den ikke har passet paa i Tide at værge om sin personlige Fri- hed. KAKTUS I BLOMST. Echinopsis, en Kuglekaktus, hvis smukke, trompetformede Blomster er snehvide. KAKTUS PLANTER har en saa vidun- derlig Evne til at læmpe sig efter Omgivelserne, at selv om en Egns Livsvilkaar kan være nok saa ugunstige, vil man dog altid finde, at en eller anden Form af Planteliv har fundet Vej til det ubesatte Land og ta- get det i Besiddelse for efter- haanden at udvikle sig til et Plantesamfund, der har sin gan- ske særegne Karakter. De Til- pasninger, et saadant Samfund