Universets Undere
1. Bind

432 UNIVERSETS UNDERE »TYRKEHUEN«, MELOCACTUS. Paa den fezlignende, filtdækkede Stængeltop udvikles Blomsterne. Ide om deres Størrelse giver vort Helsidesfotografi af en Kaktuspark i Kalifornien, hvor vi ser flere forskellige Slægter voksende mellem hverandre. De høje, knejsende Stammer tilhører en Søjlekaktus, Cereus, — en Slægt, indenfor hvilken der findes en meksikansk Art, Cereus gigantens, som kan blive en Snes Meter høj. Kæmpesøjlekaktus’ens Hjem er Ny Meksikos øde Højsletter og Bjærge, hvor der ellers kun ses ringe Spor af Vegetation, og hvor dens mægtige Søjlestammer snarere ligner Telegrafpæle end levende Planter. Som Regel er de ugrenede og riflede paa langs af 12—20 dybe Furer og et tilsva- rende Antal Kamme, hvorpaa der med to—tre Cen- timeters Mellemrum sidder tykke, gule Puder, der hver bærer et halvt eller helt Dusin lange Torne og talrige mindre Naale. Stammen bærer tæt ved sin Top store, bleggule Blomster, en halv Snes Centi- meter i Tværmaal, hvoraf der udvikles ægformede Frugter, hvis røde Kød spises af Indianerne. Kæm- pekaktus menes at kunne blive to, tre Aarhundreder gamle. En mærkelig Form er en vestindisk Melonkaktus, »Tyrkehuen«, hvoraf vi brin- ger et Fotografi. Plantens Hovedmasse danner et ovalt eller kugleformigt, stærkt riflet Legeme, hvorfra der rager en cylindrisk Stængel til Vejrs, mindende i Form om en tyrkisk Fez og overtrukken med et uldent ECHINOCACTUS WISLIZENI. Naalene, der sidder i Knipper paa den cylin- driske Stængels Rifler, er saa haarde som Staal; særlig gælder dette den store Torn, der udgaar fra hvert Knippes Midte. Haarfilt med tætte, bløde Naale og i Blomstrings- tiden prydet med smaa, rosenfarvede Blomster. En anden Slægt, hvoraf to Fotografier ses, er den lave, regelmæssig kugleformede Mamillaria eller »Vortekaktus«, kaldet saaledes efter de mange naalebærende Vorter, Stængelen har. Om de sidst anførte Slægter minder ogsaa de ægformede eller runde »Pindsvinekaktus«, Echino- cactus«, hvis Bajonetvæbning af Torne og Naale hos nogle Arter — f. Eks. hos den her fotograferede Echinocactus Wislizeni — er saa stærk og spænd- stig, som om den kunde være af Staal; baade Men- nesker og Dyr skal nok tage sig i Agt for at komme den for nær. Til denne Slægt hører den saakaldte »Tandstikkerkaktus«, hvoraf der i Midten af sidste Aarhundred. en kort Tid fandtes et Eksemplar i Londons botaniske Have, Kew Garden, som var tre Meter højt og lidt over tre Meter i Omfang. Uhyret vejede enTon! Vanskeligheden ved at haand- tere den tornede, tunge, tilmed saftige og kødfulde Kolos og faa den transporteret levende fra dens Hjemstavn Meksiko, var uhyre, og dens bløde Kød blev da ogsaa i den Grad beskadiget, at Planten al- drig genvandt sin Førlighed og snart døde.