Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
432
UNIVERSETS UNDERE
»TYRKEHUEN«, MELOCACTUS.
Paa den fezlignende, filtdækkede Stængeltop
udvikles Blomsterne.
Ide om deres Størrelse giver vort Helsidesfotografi
af en Kaktuspark i Kalifornien, hvor vi ser flere
forskellige Slægter voksende mellem hverandre. De
høje, knejsende Stammer tilhører en Søjlekaktus,
Cereus, — en Slægt, indenfor hvilken der findes en
meksikansk Art, Cereus gigantens, som kan blive
en Snes Meter høj. Kæmpesøjlekaktus’ens Hjem
er Ny Meksikos øde Højsletter og Bjærge, hvor der
ellers kun ses ringe Spor af Vegetation, og hvor dens
mægtige Søjlestammer snarere ligner Telegrafpæle
end levende Planter. Som Regel er de ugrenede og
riflede paa langs af 12—20 dybe Furer og et tilsva-
rende Antal Kamme, hvorpaa der med to—tre Cen-
timeters Mellemrum sidder tykke, gule Puder, der
hver bærer et halvt eller helt Dusin lange Torne og
talrige mindre Naale. Stammen bærer tæt ved sin
Top store, bleggule Blomster, en halv Snes Centi-
meter i Tværmaal, hvoraf der udvikles ægformede
Frugter, hvis røde Kød spises af Indianerne. Kæm-
pekaktus menes at kunne blive to, tre Aarhundreder gamle.
En mærkelig Form er en vestindisk Melonkaktus, »Tyrkehuen«, hvoraf vi brin-
ger et Fotografi. Plantens Hovedmasse danner et ovalt eller kugleformigt, stærkt
riflet Legeme, hvorfra der rager en cylindrisk Stængel til Vejrs, mindende i Form
om en tyrkisk Fez og overtrukken med et uldent
ECHINOCACTUS WISLIZENI.
Naalene, der sidder i Knipper paa den cylin-
driske Stængels Rifler, er saa haarde som
Staal; særlig gælder dette den store Torn,
der udgaar fra hvert Knippes Midte.
Haarfilt med tætte, bløde Naale og i Blomstrings-
tiden prydet med smaa, rosenfarvede Blomster.
En anden Slægt, hvoraf to Fotografier ses, er
den lave, regelmæssig kugleformede Mamillaria
eller »Vortekaktus«, kaldet saaledes efter de mange
naalebærende Vorter, Stængelen har.
Om de sidst anførte Slægter minder ogsaa de
ægformede eller runde »Pindsvinekaktus«, Echino-
cactus«, hvis Bajonetvæbning af Torne og Naale
hos nogle Arter — f. Eks. hos den her fotograferede
Echinocactus Wislizeni — er saa stærk og spænd-
stig, som om den kunde være af Staal; baade Men-
nesker og Dyr skal nok tage sig i Agt for at komme
den for nær. Til denne Slægt hører den saakaldte
»Tandstikkerkaktus«, hvoraf der i Midten af sidste
Aarhundred. en kort Tid fandtes et Eksemplar i
Londons botaniske Have, Kew Garden, som var
tre Meter højt og lidt over tre Meter i Omfang.
Uhyret vejede enTon! Vanskeligheden ved at haand-
tere den tornede, tunge, tilmed saftige og kødfulde
Kolos og faa den transporteret levende fra dens
Hjemstavn Meksiko, var uhyre, og dens bløde Kød
blev da ogsaa i den Grad beskadiget, at Planten al-
drig genvandt sin Førlighed og snart døde.